16-09-2018

KUNSTEN AT GIVE DEN PÆNE HÅND

 

 

 

 

 

 

 

 

KUNSTEN AT GIVE DEN PÆNE HÅND

Af Lene Sarup, Jysk/Fynske Medier

 

 

Det er nok samme forening, der har været på spil i diskussionen om, hvor dansk et håndtryk er.

Som lille genert pige var det en del af opdragelsen at lære at give hånd - og i min barndom skulle små piger også neje over for voksne - og ikke kun for dronninger som nu om dage.

I mit liv som højre-venstreblind bruger jeg stadig den koordinerede bevægelse som voksen, når jeg skal finde ud af den rigtige side af tallerkenen for kniven ved borddækning.

Når højre hånd går frem, går venstre underben tilbage, så bøjningen i knæene er helt afpasset håndtrykket - og min krop kan mærke, om jeg gør det rigtigt - og så ved jeg, hvor højre er - og kniven kommer på plads.

Nu nejer jeg kun ved festlige anledninger - eller når jeg bliver voldsomt kikset og ikke ved, hvad jeg lige skal stille op. Dem, jeg hilser på, bliver temmelig overraskede - og så er isen brudt.

Men det var ikke nok at neje og give den pæne hånd, som højre hånd blev benævnt, hvis man fejlagtigt kom til at række den forkerte hånd frem. Man skal også give et ordentligt håndtryk. Det viser ens stålsatte karakter - og det modsatte vil så afsløre sig for omverdenen, hvis man ikke trykker til.

Der er meget at holde styr på - så det var en stor hjælp i min københavnerungdom, at vi bare gik over til at sige hej.

Hej, når man kom, og hej, når man gik.

Ikke noget med svedige hænder - eller at få rakt fire strakte fingre frem, som man så selv kunne klemme om.

Og meget nemmere at håndtere med min medfødte tilbageholdenhed. Hvem går rundt til hele festen og giver hånd til farvel? Hvor mange gode samtaler kan man så ikke komme til at afbryde - og hvem er jeg, der tror så meget om mig selv, at jeg tænker, alle har lyst til at afbryde det, de laver, for at sige farvel til mig? Så er det nemmere at snige sig ud ad døren med en glad vinken til værten og et hej.

Men nu går den ikke med et hej længere. Dansk eller ikkedansk - for mig har det mere været perspektivet land/by, der var på spil. Som journalistelev i Aarhus var der ikke meget given hånd. Det var der til gengæld som journalistpraktikant i Sydlangeland Kommune sidst i 1970'erne, hvor alle i kommunalbestyrelsen gav hånd inden og efter de kommunalbestyrelsesmøder, som jeg dækkede.

Det gør de sikkert stadig - politikerne.

Det giver god mening, at politiske modstandere har denne symbolske måde at tone fred på - men det var svært for den fremmede og generte journalistpraktikant at gå om bord i.

Nemmest var det at komme først og finde sin plads, så de andre skulle gå rundt og hilse. For så skulle man ikke afbryde folk i dyb samtale for at kræve den opmærksomhed, det giver at stikke hånden frem for at hilse.

For mig med hang til knus og nærmere kropskontakt er det ikke blevet nemmere at give hånd med årene. Jeg prøver ikke mere at undslå mig - men kaster mig gerne ud i håndrysten i større forsamlinger. Men der er kommet endnu en opgave til - ud over den pæne hånd: Nu skal jeg også lynaflæse, om den foran mig er en, der er til knus, eller en, der er medlem af ovennævnte håndtryksforening.

Og oveni sker det, at selv medlemmer herfra kræver knus, når de ser, at de andre får det - for hvorfor skal netop de snydes? Og det bliver de da heller ikke - for en dansker som jeg giver gerne knus - også til folk fra andre lande.