05-08-2018

STÅ AF I ROSKILDE

 

 

Karen Maigaard, landsformand FORA

 

 

 

Begrebet ”at stå af i Roskilde” betyder, at manden trækker sig fra samlejet med kvinden inden sæden udløses. For at undgå graviditet. Jeg stod for nylig af i Roskilde af en helt anden grund, forstås!

 

Jeg skulle til møde i København og skrev en hilsen til en rejsekammerat, der bor i Roskilde, om at jeg kørte forbi. Jeg tager lyntoget fra Odense. Det stopper kun i Høje Tåstrup. Hurtigt og nemt. Jeg køber aldrig pladsbillet. Der er altid plads til én til hos DSB.

 

Mødet var vel overstået, og jeg sad i lyntoget retur til Odense. Tjekkede lige sms’en og kunne se, at der lå en invitation til hvidvin på Hestetorvet, hvis jeg stod af i Roskilde. Ærgerligt. Jeg så det for sent. Og ville jo også hurtigt hjem, som jeg plejer.

 

Men så ville skæbnen, at toget ikke kunne komme af sted – og jeg skiftede togstamme fire gange i løbet af den kommende time uden at forlade hovedbanegården. Det sidste tog, jeg steg ind i, skulle til Nykøbing Falster. Altså skulle jeg stå af i Roskilde for at komme videre til Odense. Sms´ede hurtigt til min ven. Vi mødtes til vin, tapas og en herlig snak. Tak til DSB, der fik mig til at skifte vane, godt hjulpet af rejsekammeratens invitation.

 

Lene Tanggård, en af de kloge kvinder jeg kender, har lige skrevet en bog om ”Vanebrud”. Skøn bog om hvordan vi med brud i hverdagen kan få mere kreativitet ind. Vi kan betragte kreativitet som toppen af isbjerget, der hviler på et fundament af vaner, rutiner og erfaringer. Vi skal altså ikke kaste alt det gamle ud. Der er masser af potentialer i vore gamle vaner. Vanerne er kilden til vanebrud. Ellers var jeg aldrig kommet til Roskilde den dag.

 

Som aktivt menneske og pensionist er det hele jo i princippet brud med vaner. Jeg skal jo ikke nå arbejde til en bestemt tid. Jeg kan køre de ruter, jeg vil. Vælge cykel, gåben, bil eller offentlige transportmidler som jeg vil. Sove længe, vågne midt om natten og skrive artikler, gå sent på værtshus og køre i skoven, når det passer mig. Men jeg er jo mere bundet, end jeg tror. Der var ingen objektiv grund til at stå af i Roskilde. Nu ved jeg, at jeg kom til at tale med et meget klogt menneske. Han gav mig en ny indsigt. Tak for det.

 

Johannes Værge, en af de kloge mænd jeg ikke kender, har skrevet en bog, der hedder ”Rygter om Gud”. En bog om gudsbilleder på godt og ondt. Den bog får også mig til at bryde vaner – eller snarere at tænke Gud på ny. Jeg har også i mit liv mødt mennesker, der har en tro på en straffende Gud, fx mennesker tilknyttet Indre Mission eller Jehovas Vidner. De mennesker har ikke i barndommen lært at bruge fantasien som et middel til at tilpasse sig virkeligheden. Et livsdueligt gudsforhold, tror jeg, hænger sammen med leg og fantasi, nemlig forestillingsevne. Det legende og billedskabende, hvor der fremstår, afslibes og kombineres forestillinger, dér er vi på en eller anden måde i et overgangsfelt, hvor menneskeligt og guddommeligt kan mødes. Et område, hvor der åbnes for mere end brød og begreber. Der åbnes for Ånden – betingelsen for livgivende tro.

 

Jeg har ikke for vane at læse teologisk litteratur. Godt jeg brød den vane. Jeg er blevet klogere på min egen forestilling om den gud, der har forskelligt udtryk – også som søn og Helligånd. Og så, at vi som mennesker ikke er perfekte. Det er et vilkår, at vi kan synde tappert, som Luther lærte os.

Vi er en del af lysets livsform, fællesskabet, hvor vi bliver set – og hørt. Samtalen mellem mennesker bringer os til at forstå, hvordan vi kan møde det guddommelige.