22-07-2018

KAMMERAT MED SKOEN

 

 

 

Af Journalist Jesper Mads Eriksen, Fyens Stiftstidende

 

Måske kommer det med alderen, måske er det bare fordi, de skrev bedre, mere langtidsholdbare viser dengang. Jeg tager oftere og oftere mig selv i at smånynne sange, der er ældre end jeg selv.

I disse dage er det en sag fra Hornbækrevyen 1942 med tekst af Mogens Dam, melodi af Amdi Riis og fremført af Sigrid "Sitter" Horne Rasmussen: "Kammerat med solen".

Nu er det jo ikke altid, ens bevidste selv er enig med de valg, der bliver truffet i underbevidsthedens jukebox. Således har jeg det lidt ambivalent med, at lige netop "Kammerat med solen" har det med at køre på repeat. Dels er den lige lovligt lalleglad i både tekst og melodi. Og dels er det der kammeratskab med solen ved at blive en anelse anstrengt.

Selv om jeg nødigt vil være typen, der går fra at klage over, at sommeren 2017 var for kold og våd, til at klage over, at sommeren '18 er for varm og tør, så kunne jeg nu godt tænke mig blot at slentre gennem regn en dag eller to. Og det kunne ikke mindst landskabet, naturen, bondemanden, fuglene og insekterne helt sikkert også.

Ikke fordi jeg personligt har noget i klemme hvad angår misvækst og udtørrede afgrøder, men til gengæld giver den konstante sommervarme et andet essentielt problem: Det er svært at vælge fodtøj.

Jeg er også og måske endda især, hvad sko angår, så langt fra herremoderådet som nogen. Det praktiske og driftssikre vejer langt tungere end det æstetiske. Problemet er bare, at også i varmt vejr, skal jeg indimellem gå langt, og det praktiske går sjældent godt i fod med det kølige.

Efter en del eksperimenteren har jeg fundet ud af, at et par sko af det fine mærke Meindl indkøbt i Aachen for efterhånden en del år siden er fortrinlige at gå barfodet i. Idet jeg simpelthen synes, at de dersens halvsokker, som tilsyneladende er moderne, er for fimsede, mens rigtige sokker er for varme.

Kombinationen af bare tæer og veltjente Meindl-sko har vist sig yderst holdbar, selv over lange distancer. Men der er bare ét problem: Sko og tæer indgår sære kemiske forbindelser.

Hver dag, når jeg kommer hjem, er det en umådelig glæde at tage skoene af og lade tæerne få fri luft. Men det stinker noget så forfærdeligt, at jeg lader det foregå ude på altanen, hvor skoene så får lov at stå til udluftning natten over.

Derfor, kære naboer, hvis I oplever, at jeg sidder ude på altanen med fingrene for næsen, mens jeg på en sær skinger måde nynner "Kammerat med solen", så er der en forklaring.