08-07-2018

LIVET-MED-BØRN CITRONEN SKAL PRESSES MAX

 

Af Coach og tekstforfatter Charlotte Lind

 

Lyntoget mod København flytter sig fra perronen præcis kl. 11.51, som DSB har lovet det.

Røgen futter op af skorstenene. Tjuk, tjuk, tjuk lyder hjulenes musik mod skinnerne.

Jeg smiler og vinker efter toget, som har min datter om bord. Glæden på hendes vegne over, at hun har mulighed for at besøge sin ven, er ægte. Det samme er den sprinkler, jeg mærker rumstere i mine øjenkroge. For fanden, Charlotte, hun er jo bare væk i to dage, og nu står du her og tuder.

I en alder af 14 år er min datter i gang med at flytte mentalt hjemmefra. Hun bevæger sig roligt og forventningsfuldt ud i det liv, som venter på hende.

Jeg står tilbage på perronen og mærker et stik i hjertet. Hvor blev tiden af? Det føles kun som et splitsekund siden, at vi tog til hovedstaden iført barnevogn og hele det oppakningscirkus, der følger med, når man har små børn.

Men (næsten) uden jeg har bemærket det, er der er blevet trykket på fast forward. Nu har piben en tydelig jeg-kan-selv lyd. Det er min fornemste opgave at lytte til den.

Børn skal ikke kvæles af forældre, der pakker ind i vat eller holder krampagtigt fast. For hvordan skal verdenshjulene fortsætte med at køre rundt, hvis vi ikke giver de kære ”små” lov til selv at få dem til at trille?

Det kan min hjerne sagtens forstå. Alligevel vrider musklen, der pumper blod rundt i kroppen, sig gevaldigt og sætter mine tanker i selvsving. Med raketfart rammer jeg bevidstheden om, at min datter inden længe måske sidder i toget med destination oplev verden eller flyt hjemmefra – sådan for alvor.

Da hun dukkede op en smuk majdag i 2004, blev verden vendt på hovedet. Nu sker det fa***** igen. Babyer holder fast for at overleve - teenagere river sig løs for at leve. Og det er jo sådan, det skal være. Jeg ved, at det er sandt og rigtigt.

Så selvom jeg står og "vander" spor fire, får jeg hanket op i mig selv. Jeg kan mange ting, men at stoppe tiden er ikke en af dem. Så hvad gør den kloge så?

Jeg tænker, at det allerbedste, vi kan gøre, er at følge med og presse livet-med-børn citronen max hver dag.

Få hver en værdifuld dråbe ud af samværet, så længe arvingerne stadig elsker at sove i ens seng, gider holde i hånd og tage med på ferie og er vilde med Legoland og poseis.

Alt det stopper jo, før vi ved af det.

Sms’er, Facebook og overarbejde er ikke vigtigt. Tilstedeværelse og nærvær er altafgørende.

Den relation vi skaber, før ungerne flyver fra reden, er den, der senere giver dem lyst til at vende tilbage og jævnligt lande på taget af barndomshjemmet, fordi de også husker det, der var.

Nåja, og så måske også, fordi der er gratis mad og tøjvask i kikkerten.