24-06-2018

GENTAGELSENS GLÆDE

 

 

 

Af Anja Limkilde, Jysk Fynske Medier

 

 

 

 

Det er ikke altid, mine øjne er helt åbne, men jeg rækker alligevel ud efter Ipadden som det første om morgenen. På Youtube finder jeg mine morgen-yogaøvelser, og guidet af en frisk amerikansk kvinde, der hver gang siger nøjagtig det samme, begynder min krop at vågne. ”Op med begge ben. Det går fantastisk. Kun fem minutter,” siger hun, mens mine mavemuskler svier under bevægelserne. Derefter går jeg i bad, tager kontaktlinser i, makeup på og spiser morgenmad.

Det er min morgenrutine.

Hver eneste dag går jeg det samme mønster gennem huset, og gik nogen efter mig med et stopur, ville det formentlig vise, at jeg på samme klokkeslæt åbner køleskabet og tager juicen ud.

Jeg sætter mig ind i min bil, kører 35 kilometer til arbejde ad de samme veje, hører Savage Rose jazze sig gennem en 90’er-cd, inden jeg parkerer samme sted på p-pladsen. Og sådan kunne man fortsætte med at remse mine rutiner op for hele dagen, inden vi når en af mine yndlingsvaner: Den, hvor min kæreste og jeg kigger på hinanden og spørgende siger: Vi spiser da foran fjerneren, gør vi ikke?

Der er sikkert mange flere små gentagelser, som jeg ikke en gang selv er klar over. For vi mennesker trives med vaner og rutiner. Vores hjerner går faktisk efter at lave dem. For hjernen er doven, fortalte en hjerneforsker mig engang i et interview. Faktisk så doven, at 90 procent af vores bevægelsesmønster i løbet af en dag er gentagelser. Jeg læste for nylig om et studie, hvor forskere havde gps-tracket en gruppe mennesker. Og det viste sig, at uafhængigt af hvad de lavede, og om de opfattede sig selv som spontane mennesker eller vanedyr, bevægede de sig nærmest ens hver dag. De kørte den samme vej til arbejde, gik i de samme butikker og købte ind i de samme supermarkeder. Mon ikke de også lagde de samme slags varer i kurven?

Rutiner er rare for den dovne hjerne, for det betyder, at den ikke behøver træffe valg eller tage beslutninger. Og det efterlader vel mere hjernekapacitet til de virkelig vigtige ting. Gør det ikke? Når jeg løser en arbejdsopgave efter samme mønster hver gang - et mønster, jeg er tryg ved - efterlader det mig med mere overskud til at være spontan i andre tilfælde, tænke anderledes og nyt. Men det efterlader mig også nogle gange med en følelse af, at jeg ikke har ydet nok, når det nu var nemt.

Det er der, jeg tænker, at det muligvis er på tide at ruske op i rutinerne. Når det ikke længere kan mærkes i mavemusklerne, at jeg har lavet yoga om morgenen, er det tid til at finde et sæt nye øvelser. Og når det bliver rutine at aflevere et portrætinterview til forsiden af Bolig og Livsstil-magasinet, er det på tide at overveje, om anslaget skal være en scene, om opbygningen skal følge en berettermodels spændingskurve forbi point of no return og op til klimakset, inden den flader ud og lader læseren bladre videre til magasinets næste sider om smukt design eller lækre opskrifter.

Men måske er der ikke noget galt med vaner, hvis de er gode. For vi elsker gentagelser. Og det er også derfor, at alle vores historier lige fra Hollywood-film til H.C. Andersen fortælles over samme spændingskurve eller i hvert fald ikke mere end få forskellige fortællemodeller. Og det er derfor, min niece Allie, der fylder tre år i morgen, griner med alle sine små tænder blottet, hver gang vi gentager en leg. Når hun gemmer sig bag min ryg, og jeg finder hende. Igen og igen. Lige overrasket hver gang. Lige klukkende og hjerteligt griner hun.

Og måske handler det bare om at gøre ligesom hende. Nyde gentagelserne i fulde drag. Blive overvældet af skønheden i solnedgangen, selv om der også var en i går. Grine ad vittighederne i den dårlige serie, der kører i fjernsynet, mens vi spiser aftensmad, selv om de er lige platte hver gang. Føle tilfredsstillelsen ved at hive snerlerne op ad jorden i køkkenhaven, også når de kommer igen i morgen.

Hvis 90 procent af vores adfærd er gentagelser, gælder det om at putte noget meningsfyldt og lidt klukkende glæde ind i rutinerne.