20-05-2018

HVAD KOMMER DER UD AF MØDET MED EN COWBOY OG EN INDIANER

 

Af: Malene Birkelund

Uddannet journalist fra DjH, ansat på Fyens Stiftstidende siden 1997 og senest tilknyttet Kultur- og Odense-redaktionen.

 

 

 

-.

 

 

I vinterens mørke går vi hver dag fra carporten eller cykelskuret og direkte ind i varmen med dukkede hoveder, men så snart kalenderen siger maj, er det som om havedøren binder og ikke længere kan lukkes helt i. Vi vil alle sammen ud på vores grønne frimærker, vil vi, og mens jeg luger ukrudt eller planter fingrene i mine krukkers muld, bliver jeg langsomt lullet ind i den lyd, der kommer fra den anden side af hækken. Det er krig.

 

Drengene, der sammen med deres forældre i ly af vinteren er flyttet ind, har lyse stemmer og for længst fordelt rollerne som cowboy og indianer mellem sig. Nu skyder de løs på hinanden med en dejlig, genkendelig livfuldhed. Jeg bliver ramt lige bag øjenlågene og har svært ved at stoppe tankerne i flyve, mens jeg står dér på min egen matrikel og falder i staver.

 

Jeg kan se det for mig: Balletklædte piger, der danser rundt i græsset, som slår telt op og inviterer på teselskab med isvand og mariekiks som erstatning for hjemmebag. Cirkusartister, der går på line på bare tæer i græsset og jonglerer med paptallerkener, og som hver eneste aften når at hente flere kostumer i udklædningskassen, inden forestillingens slutter, og de skal op og i bad.

 

Der er grin og gemmeleg. Sange, der bølger ud fra legehuset og senere fra teenageværelset, hvor stemmen over tid bliver afløst af tonerne fra utallige øvetimer bag klaveret. Fodboldmålet, der både stjæler pladsen mellem æbletræerne og min gamle drøm om en hængekøje, men som får rækker af små drenge til på skift at sparke plastikbolden i nettet og huller i luften.

 

De mange øjeblikke fra tidligere somre er så fine og lydløse som den sommerfugl, der pludselig kommer blafrende forbi, men som efter få sekunder forsvinder og er så langt borte, at man bliver i tvivl om, hvorvidt den nogensinde har eksisteret. Måske er den dykket ned i en blomst eller har sat sig på et blad så højt oppe, at mine øjne ikke længere kan nå den. Måske har den foldet sine farvestrålende vinger sammen, så den forsvinder i luften som en streg.

 

Når der lyder hvin og bløde bump i trampolinen inde ved siden af, savner jeg de somre med legehus og badebassin. Jeg ser igen de buttede små ben trisse hen over plænen for mit indre blik og hører nogens jublen over at fange en regnorm med fingrene. Det er helt utroligt hvor meget sand, børn kan have i håret, selv om de kommer i bad hver eneste dag før sengetid, husker jeg. Den slags sand forbliver formentlig i et lukket økosystem i fantasiens verden, og for tiden er det så indianeren og cowboyen på den anden side af ligusterhækken, der ryster det ud af de lyse lokker, når de får spulet dagens oplevelser af i badekarret.

 

Man fatter det ikke, men lige om lidt vil også de to være for store til badekarret og trampolinen, og før man ser sig om, kan havedøren igen lukkes uden problemer.

 

Det er derfor, man skal tillade sig at falde i staver og glæde sig over det liv, der lyder gennem hækken om sommeren i stedet for at blive irriteret over kvidrende stemmer eller plæneklippere ved spisetid. Det er lyden af liv, og den får ens egne minder til at lægge sig i det nyslåede græs som blomsterblade fra æbletræerne.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet