08-04-2018

AT FØLGE DRØMMEN ER SIMPELT

 

 

 

 

 

 

 

 -.

 

Dejligst er den drømmer, der opfylder sine drømme”, skrev Karen Blixen.

 

Ordene satte sig i mit teenagehjerte dengang. Drømmene var mange, men var jeg bedre til at drømme end til at udføre dem? Hvorfor kan drømme være så svære at gå efter?

Praktikaliteterne står i kø - hvem skal passe katten?

På toiletdøren i min mosters keramikværksted i Skotland hang et kort over det naturområde, hun bor i. Jeg sad og drømte om, hvor jeg ville hen.

En søndag satte jeg af over bjergene og kom til en fjord, hvor tidevandet var på vej ud i havet. Jeg kunne skimte en smal stribe vand tilbage på midten - ellers bar sandbund.

På den anden side var et bjerg. Der ville jeg op! Ivrigt begyndte jeg at krydse fjorden. Det blev mere og mere sumpet. Til sidst sank jeg i til over knæene.

Først da dæmrede de små dødningehoveder for kviksand på toiletdørens kort. Der var langt tilbage, mine fodspor var væk. Med galoperende hjerte tog jeg chancen fremad - og nåede vandet.

Det viste sig nu at være en bred stærk strøm, som jog ud i havet. Afsæt. Strømmen flåede mig med, tog mine kræfter. Forsøgte at svømme skråt med strømmen på ryggen, men røg sidelæns. Solen, fuglene.

Jeg kunne se for mig, hvordan lokale ville finde mig død. "Stupid girl”. Ingen anelse om jeg skulle leve eller drukne. Bare vakuum.

Mit liv passerede for mine øjne med himlen som lærred. Drømmen om at være kunstner- det var alt for usikkert! Men her på fjorden stod det lysende klart, at det var simpelt. Gå efter det!

Lad mig leve, bad jeg inderligt, og følge min drøm. Jeg vil udstille på Statens Museum for Kunst inden jeg bliver 30 år.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg netop tænkte det. Jeg var næsten ved udmundingen til havet. Skreg hjælp til mit eget ekko. Jeg som aldrig bad om hjælp. Alle lyde var tæt på, bussen på vejen, bien, men ingen hørte mig. Nær hvirvlet ud af bevidsthed, så var der sand.

En sandtunge greb mig lige inden havet. Jeg lå hudløs og fuld af sand på den anden bred i en evighed. Slugte luft, græd, grinede og elskede alt omkring mig.

På vej hjem langs fjordens kant kom jeg til en bådmand, der sejlede folk frem og tilbage, hvor der stadig var vand. Han forstod, at jeg havde brug for hjælp og gav et lift uden betaling.

På pubben aftenen efter sagde en lokal til en anden, "A lad cried for help in the kyle *) the other day”. De tog en slurk dark brew - det gjorde jeg også.

Ad mærkværdige veje udstillede jeg på Statens Museum For Kunst, inden jeg blev 30 år.

Når jeg er nervøs og bange, minder hændelsen mig indimellem om bare at gå efter drømmen.

 

*) Kyle of Lochalsh skotsk by ved fjord/sø Loch Alsh – redaktøren Don E´ Journal

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød krift - rul derefter ned til kommentarfeltet