01-04-2018

NÅR TIDEN FLYVER

 

 

Sangerinde Signe Svendsen

 

 

 

-.

Så er det sankthans, så det jul… så’ det sankthans og pludselig er det jul igen. Så enkelt kan det siges. Det gjorde min mor i hvert fald, da jeg ringede og skulle ha’ forklaret min seneste midtvejs-erkendelse: At tid flyver.

Jeg er 43 år, og selvom jeg står midt i balladen, kommer forståelsen stadig i mindre dele. Den her kom sådan BANG – det er sådan, det er; tid accelerer, jo ældre du bliver. Årene spurter af sted, og pludselig ligger oplevelser 20-25-30 år tilbage, uden at du forstår, hvordan det er sket. En sommerferie kommer aldrig til at føles som en evighed igen.

Min mor forsøgte at trøste mig med, at det er sådan for alle. Det er et vilkår. Slut, prut. Og så dør vi. Eller hvad? Jeg er begyndt at tænke over det. Hvordan sætter jeg tiden ned i tempo? Hvordan strækker jeg livet ud?

Første træk er at skære ned på unødvendige indslag i hverdagen. Facebook, Instagram, Netflix, fjernsyn og fysisk træning. Det sidste er lidt en outsider i bunken, det ved jeg godt. Men alligevel en tidssluger, der har til formål at stjæle min tid fra livet, for at forlænge livet, uden at nogen kan love mig, at det kommer til at ske. Den tid jeg bruger på løbeturen, får jeg angiveligt tilbage i den anden ende af skalaen. Men hvor efterlader det mig så? Slankere, sandsynligvis. Men ellers i nul.

Skærmen stjæler tiden, det er ikke en nyhed. Og at SoMe har skabt FOMO, ved vi jo godt. Men derfra og til virkelig at handle på det, er der et stykke. Jeg klapper mig selv på skulderen, fordi min telefon ligger langt fra mit soveværelse, fordi jeg sjældent ser flow-tv, men så stopper festen også. Jeg er på min telefon om dagen i et latterligt stort omfang, og jeg skal virkelig begynde seriøs afvænning, hvis jeg skal gøre mig håb om at vinde tabt tid tilbage.

Hvis forsøget lykkes, står jeg pludselig med en masse tid. En masse liv. Og hvad så? Skal jeg så helt Sven Brinckmann’sk sætte mig ned og slå rødder og gå glip af ting? Er det bare det?

Da jeg for halvandet år siden skulle holde op med ryge, sagde en hypnotisør til mig, at jeg skulle finde et mentalt anker, når smøgtrangen blev for stor. Et sted, jeg kunne tænke på, som var rart og roligt. Det blev til en badebro ude ved Nyborg Strand fra før horisonten blev præget af Storebæltsbroen. At vende mentalt tilbage til det sted lavede et lille ophold i mine hvornår-må-jeg-fucking-få-en-cigaret tanker. Og det virkede.

Så et anker giver et ophold, en pause i tid, et nu. Det er det, jeg skal bruge. Men ikke på den dér yoga-måde, hvor jeg skal sætte tid af til mig selv hver morgen. Jeg har prøvet, for jeg er typen, der godt gider at lave yoga hver morgen … i to dage. Så gider jeg ikke mere. Det er ikke berigende nok at vende blikket indad.

Så det her anker skal handle om at vende blikket udad. Få øje på noget eller nogen. I virkeligheden. Ikke bare være interesseret i 1,3 sekunder, men være det rigtigt. Opleve.

Som menneske er jeg et endeligt væsen underlagt tid, og jeg kan ikke undgå, at det store trummerum-monster æder dage bagom ryggen på mig. Men jeg vil gøre forsøget på at få min tid til at være fremfor at forsvinde, så der fra nu af er lang tid til sankthans.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød krift - rul derefter ned til kommentarfeltet