18-02-2018

BAGBUTIKKEN VAR OMDREJNINGSPUNKTET (Svane-sang for et center af viden)

 

 

Af Kresten Drejergaard, tidligere biskop i Odense

 

 

 

- .

 

For nylig læste jeg, at Elisabeth Svane holder op som politisk kommentator i avisen Danmark.

Det er ærgerligt for sådan en som mig, der ikke har evne til at gennemskue alle de finurligheder, der er på spil i det politiske liv. Der er nogle speedsnakkende kommentatorer, der får mig til at føle mig dum.

Anderledes med Elisabeth Svane. Hun har fået mig til at forstå det i det politiske liv, som jeg godt selv har set, men blot ikke selv har gennemskuet.

Og nu forstår jeg hvorfor. Af en avisomtale fremgår det, at Elisabeth Svane er opvokset i nær tilknytning til en bagbutik, hvor hun har fået lagt grunden til sin journalistiske uddannelse.

Det fik mig til at genkalde mig mit eget forhold til sognets bagbutikker i de år, jeg var præst på landet. Der var flere bagbutikker i sognet. De er alle sammen borte nu. De forsvandt sammen med den lille købmand. Jeg ved nok, at bagbutikkerne var ulovlige og i strid med beværterloven, hvilket dog ikke hindrede, at landbetjenten og jeg jævnligt holdt et møde i købmandens bagbutik. Man kan vel ikke afvise, at bagbutikkerne andre steder har bidraget til noget drikkeri.

Det var ikke tilfældet i de bagbutikker, jeg kendte. De var mødesteder, hvor man som regel kom i forbifarten sidst på eftermiddagen for at få en orientering om, hvad der skete i den store verden såvel som i vores egen lille verden, mens man drak en øl eller to.

I den store verden handlede det mest om politik.

Det var i Fremskridtspartiets velmagtsdage, hvilket gav anledning til solide politiske debatter om både landspolitik og kommunalpolitik. Der var selvsagt ikke nogen ordstyrer, hvilket bidrog til en vis disciplinering af debatten.

Faktisk er det min opfattelse, at bagbutikken som forum bidrog til at højne en debatkultur, som tilsagde, at man også skal lytte til synspunkter, som man ikke uden videre deler selv.

Som præst havde jeg særlig nytte af bagbutikkerne, fordi de var en kilde til sognets historie. I vores egen lille verden var det her, anekdoterne levede som små pudsige fortællinger om både de levende og de døde. Det var næsten altid godmodige fortællinger, som vidnede om samhørigheden i sognet - det vil sige, at man kom hinanden ved, som det hedder.

"Ja, hold kæft, hvor kommer vi hinanden ved!" sagde "Flasketømmeren" en dag og så træt frem for sig.

Selvfølgelig kom vi hinanden ved både på godt og ondt. Men det var alligevel altid et tab, når en døde. Og derfor fik vedkommende ofte et eftermæle i anekdoterne.

Bagbutikken var en væsentlig del af sognets nyhedsformidling. En dag stod jeg på Middelfart Sygehus og bad som sædvanligt om lov til at se kartotekskassen med de indlagte, så jeg kunne besøge dem fra mine egne sogne. Det kunne ikke lade sig gøre, for nu var de gået over til EDB, fik jeg at vide. De havde åbenbart været på et kursus om registerloven.

"Må jeg låne en telefon?" spurgte jeg. Det måtte jeg gerne og ringede så hjem til købmanden for at høre, hvem der var indlagt fra vore sogne.

Han kunne nævne fem-seks stykker, som jeg fik adgang til at besøge. Derefter så man i receptionen stort på registerloven og fortalte mig, hvem der var indlagt, når jeg bad om det.

I vores stræde lå der en anakronisme af en lille købmandsbutik med tilhørende baglokale, hvor landbetjenten og jeg mødtes for at udveksle nyheder for derefter at skilles med et "tak for mødet". Købmanden, som blev kaldt "Spæk", var blevet enkemand og måtte derfor have en husholderske.

I bagbutikken dannede vi et ansættelsesudvalg, som lagde ud med at forfatte en annonce: "65-årig købmand med lyst til lidt af hvert søger husholderske med eget kørekort"(hun skulle jo kunne køre varetur).

Der indkom 42 svar, som ansættelsesudvalget nøje gennemgik for derefter at lave en indstilling, som købmanden desværre ikke fulgte. Han fik en forfærdelig rappenskralde i huset.

Hun ryddede bagbutikken, og vi kaldte hende derfor "Spækhuggeren". Det varede dog kun en måned, så skulle købmanden have en ny husholderske.

Ansættelsesudvalget trådte igen sammen og fik et noget bedre resultat ud af det.

Nogle år senere flyttede købmanden i en beskyttet bolig, men tog bagbutikken med sig i skikkelse af et par kasser øl, som stod i et hjørne. En dag ringede han og bad mig komme inden alt for længe. Vi skulle tage stilling til hans begravelse. Han ville brændes, da han mente, at det var "vejen frem", som han udtrykte sig. Så bestemte vi salmer samt menuen til sammenkomsten efter kirken. Jeg fik stukket en flaske snaps fra butikkens restlager i hånden. Og så farvel! Jeg begravede ham 14 dage senere. Han var den sidste af sin slags.

Og til Elisabeth Svane, som blev anledning til dette erindringsglimt: Tak for mødet og held og lykke i Bruxelles!

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet