11-02-2018

TILBAGE TIL SAMTALEN

  

Af Malene Birkelund, journalist på Fyens Stiftstidende, kulturredaktionen

 

 

 

-.

 

Meget skidt kan man sige om, at ungerne flyver fra reden, men én ting har jeg netop af den grund fået et sundere forhold til den senere tid, og det er min telefon.

Jow jow, selvfølgelig har mobilen og jeg været uadskillelige i årevis, nærmest kun afbrudt af min mest nødvendige nattesøvn og dens tiltagende behov for genopladninger. Den vækker mig om morgenen, og når hele ugens indtryk synker sammen med mig i sofaen fredag aften til lyden af ”Vild med dans”, ”X Factor” eller hvad-der-nu-bliver-sendt-på-tv, sker det ikke, uden at min livsnerve til nyheder, Snapchat og Wordfeud er inden for rækkevidde. Som om smartphonen er blevet muteret med min hånd, og designer-etuiet er gået i ét med huden.

Men nu er der håb forude. Den knugende stilhed på hjemmebanen er blevet brudt af en åben skypelinie, som ikke alene giver mig de savnede samtaler med redens forfløjne unger tilbage, men også formindsker mit forbrug af sms’er. Jeg mener, hvem gider længere stå og kløjs med stavekontrollen, når man i stedet kan tale direkte til de smukke unge ansigter på skærmen?

”Samtale fremmer forståelsen” lød budskabet i en tv-reklame i mobiltelefonernes barndom i 1998. Det er vi dog nogle, der ikke har oplevet, at omgivelserne havde særlig fornemmelse for, dengang al snak med veninder og potentielle kærester fandt sted på familiens eneste telefon - fastnettelefon – der som regel var placeret midt i stuen. Så man havde resten af familien som tilhørere.

Vi, der husker den tid, ved, at en telefon er til korte samtaler i telegramlængde, og vi, der ikke fattede budskabet første gang, det blev sagt, oplevede at blive udstyret

med et æggeur, før vi overhovedet fik lov at dreje nummeret til den udvalgte. Og var det en lang samtale, kunne vi få lov at stille det på fem minutter.

Siden er budskabet om tidsfaktoren feset så kraftigt ind hos mig, at jeg helst afslutter samtalen, før den er begyndt. Mit private behov for telefonsamtaler er gennem årene helt erstattet af sms’er, og når jeg har undskyldt over for mine livsvidner, at jeg alt for sjældent ringer, har min begrundelse altid været, at jeg taler og taler i telefon hver eneste dag på job, så jeg er løbet helt tør for ord om aftenen.

Men den myte har den tomme rede fået aflivet, for det har vist sig, at der er masser af ord i mig efter klokken 16. Og ikke nok med det: Reklamens slogan var ikke opspind, samtale giver faktisk meget mere nærvær end selv de mest emoji-fyldte

sms’er eller kommentarspor på Facebook. Det havde jeg næsten glemt, mens jeg ledte efter en passende smiley.

Det er kommet så vidt, at jeg er ved at vænne mig til at føre så lange samtaler på Skype, at jeg både har tid til at filosofere, tage opvasken eller ligefrem smalltalke, mens en af ungerne hænger på i den anden ende af linjen et sted ude i verden. Uden at blive ramt af dårlig samvittighed, og det er den slags ting, der luner på en kold dag i januar.

Heldigvis er hverken venner eller familie endnu begyndt at klage over mine mange opkald eller vores pludselige, tætte kontakt, og da der er lang tid til jul, behøver jeg ikke bekymre mig om, hvad jeg mon får i gave fra ungerne. Det kunne jo være et æggeur.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet