28-01-2018

FRA NUTTETHED TIL GRÆSK TRAGEDIE

 

Af Journalist på Fyens Stiftstidende, Odense-redaktionen, Jesper Mads Eriksen

 

 

 

- .

 

Hvis dine gåture i disse mørke dage skal have lidt kolorit er det altid en god idé at kigge efter fuglene. Nu hvor træerne står nøgne, og føden er knap, kan vi komme helt tæt på disse herlige fjerede væsener.

Det gælder også en af de mere undselige arter, som hører til blandt mine absolutte favoritter. Den er ret cool i forhold til menneskelig tilstedeværelse, så den kan nydes på nært hold, hvis man ser den.

Halemejsen hedder den. Den er ikke sjælden, men det er heller ikke altid, man møder den på sin vej. På en god lang tur ad Åstien skulle der dog være gode chancer. Man hører den sikkert, før man ser den. En dæmpet, trillende lyd i retning af tserrp afslører halemejsen. Den ligner nærmest en uldtot med en lang hale. Iført sarte pastelfarver, der gør den decideret nuttet.

 

 

I vinterhalvåret færdes halemejserne i små familieflokke, som hele tiden er undervejs fra træ til træ i jagten på føden som mest består af insekter - suppleret med plantefrø i magre insekt-tider, om end halemejsen er en ret sjælden gæst på villahavernes foderbrætter.

Det er ganske enkelt en af de helt simple glæder at møde en flok af de små vinter-strejfere, og hvis man så giver sig til at læse om halemejsen i forskellige opslagsværker, bliver man helt varm om hjertet. Til at begynde med.

For de små familieflokke passer på hinanden. Om vinteren overnatter de tæt sammen for at holde varmen. Og når det bliver forår og yngletid, og flokkene bliver opløst, så hjælper de fugle, der ikke selv har fået unger på vingerne, med til at fodre de familieforbundne ynglepars unger.

Således er det til at blive helt rørstrømsk over halemejsernes skønne familieværdier, indtil man dykker længere ned i litteraturen. Hvor man kan læse, at forberedelserne til den fælles overnatning består af nogle komplicerede ritualer, der ender med, at de øverste i familiehierarkiet kommer til at ligge inderst i den fælles-overnattende fugleklump og dermed bedst holder varmen.

Og de hanner, der tilsyneladende uegennyttigt hjælper med at fodre familierelaterede pars unger, lurer hele tiden på chancen for at vippe den ynglende han af pinden og overtage territoriet.

Man kan således mere end ane stof til en græsk tragedie i halemejsernes stilfærdige liv. Hvilket dog ikke bør ødelægge den simple glæde over på en tur ad byens skønne stier at møde den lille uldklump med den store nuttetheds-faktor.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet