21-01-2018

ET SPØRGSMÅL OM TID

Af Maria Jung, journalist på kulturredaktionen på Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis

 

 

 

-.

 

Tid er noget underligt, elastisk noget. To mennesker kan have den samme mængde til rådighed, men opleve den vidt forskelligt: Er der tid nok eller tværtimod for lidt? Spørgsmålet ligner det klassiske: "Er glasset halvt fyldt eller halvt tømt?". Svaret afhænger af personligheden.

Lad mig give et eksempel. Vores familie er delt i to lejre: En, hvis medlemmer vil beherske tiden, og en, der flyder med tiden. Vi, der vil beherske den, har nøje styr på den. Vi har taget et overblik over tiden og gjort os klart, hvor mange minutter vi har til rådighed, når vi for eksempel skal ud ad døren til en begivenhed: Vi ved, hvor lang tid vi skal bruge på at spise, gå i bad og finde tøj. Vi har beregnet ekstra tid til eventualiteter som skrabning af is på bilruder og flade cykeldæk. Vi har tæmmet tiden og gjort den føjelig, og vores plan gør os rolige og tillidsfulde.

Indtil de andre kommer dryssende, i hvert fald som det ser ud for os. Dem, der flyder med tiden. De har ingen idé om, hvor længe de må være om at finde festtøjet, og de tager det fuldstændig roligt, at gaven til værtinden ikke er pakket ind, selv om det er deres opgave, og klokken - stadig set med vores øjne - er mange. De tager sig tid til svinkeærinder som en ekstra kop kaffe eller et stykke god musik i højttaleren - og skoene skal også lige pudses - og driver på den måde os andre til vanvid.

Det allermest irriterende er, at de ved, at de når det alligevel. Det er, som om de har en hemmelig alliance med tiden, så den strækker sig ekstra langt for deres skyld.

For os andre ser det ud, som om de på mystisk vis er forfulgt af held: De kan gå hjemmefra, to minutter før bussen kører, og selv om de bruger fire minutter på turen og ikke løber, holder den pænt og venter, til de er kommet. Eller tandlægen er bagud med sin tidsplan, så det bliver deres tur i det øjeblik, de træder ind i venteværelset, selv om de kommer fem minutter for sent.

Jeg har en kollega af samme slags, som har fortalt, hvordan han en dag kørte sin datter til stationen og på perronen opdagede, at de havde glemt hendes madpakke på køkkenbordet. Han nåede at køre de i alt ca. otte kilometer hjem og tilbage og række madpakken ind til hende, inden toget kørte.

Ja, så var det nok forsinket. Men havde det været mig, var det kørt til tiden, inden jeg var nået halvvejs tilbage. Eller rettere sagt: Jeg ville slet ikke have gjort forsøget, for den tid, jeg havde at arbejde med, var jo brugt.

Det lader altså til, at jo mere roligt, man håndterer tid, jo mere har man af den, og tillykke med det. Vi andre, som tager tiden alvorligt, er ikke misundelige, for vi har også nok af den på vores måde. Problemerne opstår, når de to opfattelser skal sameksistere, og den ene part bliver nervøs og irriteret af den anden, som til gengæld føler sig jaget med og urimeligt udskældt.

Set i det lys er der næppe tvivl om, hvem der har fat i den lange ende. Det er garanteret sundere at daske rundt i roligt tempo uden at bekymre sig om tiden, end at være en af dem, der lægger planer og neglebidende må vente på de andre. Men jeg vil påstå, at havde jeg ført regnskab over de fly og tog, familien har nået, og de fester, vi er nået rettidig frem til, ville en stor del af æren for det være vores. I hvert fald mindst 50 procent.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet