30-12-2017

MEN NÆSTE ÅR SPRINGER JEG JULEN OVER ...

 

Af journalist Jesper Mads Eriksen, Fyens Stiftstidende

 

-.

 

Desværre lever jeg lidt for ofte ud fra devisen: Hvorfor gøre i dag, hvad man kan udsætte til i morgen. Og det gælder i helt ekstrem grad, når det kommer til julen.

Derfor kunne man lillejuleaftensdag se mig sprinte rundt i midtbyens butikker på jagt efter de helt rigtige gaver til ikke mindre end ni mennesker, jeg skulle holde jul med i København.

Indimellem tikkede der sms'er ind om, at jeg skulle huske pakker til pakkeleg, en ekstra mandelgave, og hvad ved jeg. Og da jeg havde hænderne fulde og ikke lige kunne svare på disse sms'er, blev de fulgt op af et opkald, der fik mig til at svare i en mere end brysk tone, som formentlig skræmte min gamle far og i hvert fald helt sikkert en række omkringstående og sagesløse kunder i Arnold Busck.

Men det gik dog fremad, uanset at jeg hvert eneste sted, jeg besøgte, kom til at stå i den langsomste kø, eller den hvor ekspedienten var løbet tør for bånd eller gavepapir.

Til sidst lykkedes det dog, og efter afslutningen på flere timers gaveindhandlen gik jeg lige en tur i Brugsen, hvor jeg skulle købe ind til aftensmad og frokost næste dag inden afgang mod København.

Behøver jeg at nævne det? Jeg kom selvfølgelig til at stå i en kø, hvor en kvinde foran mig skulle have tjekket sin kassebon for en eller anden mulig uregelmæssighed på halvanden krone, og hvor jeg kunne have revet hovedet af hende.

Men det gik jo endda, og jeg kom til København, og havde en fin aften. Imidlertid skulle jeg grundet visse omstændigheder hjem med toget selveste julenat. Det så ud til at være en smal sag: En bus lige uden for der, hvor jeg holdt jul, kørte direkte til Valby Station, hvor jeg kunne hoppe på toget.

Men fremme på stationen fandt jeg låste døre og blokerede nedgange, så jeg nåede aldrig toget. Og det næste gik tre timer senere.

Jeg kunne skrive en hel klumme om, hvordan det var at gå rundt i øde københavnske gader i tre timer for at slå tiden ihjel i en heldigvis umådelig mild julenat, men det må blive en anden gang.

Jeg gik mest rundt og citerede salig Dan Turell: "Én mere jul, og jeg er på Satans side". Og jeg sagde til mig selv, at nu måtte det være slut. Næste år springer jeg julen over og rejser til de varme lande.

Men det sagde jeg jo også sidste år og året før og for tre, fire, fem osv. år siden...

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet