22-12-2017

HYLDEST TIL NORDJYSKE HJERTER

Af: Leif Rasmussen. Sportsjournalist og souschef på Sport Fyn, der dækker sport på Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Fyens.dk

         

 

-.

Gennem mine mange år som udsendt medarbejder i sportens tjeneste har det altid stået for mig som noget helt specielt at blive modtaget af nordjyderne på det stadion i Aalborg, som de helt uden at skele til fine fornemmelser og æstetik nu kalder Aalborg Portland Park opkaldt efter den berømte cementfabrik.

I mange år var AaB’s presserum det eneste sted i Superligaen, hvor der var mad til pressen efter de mange hundrede kilometers anstrengende og farefulde færd mod Danmarks top. Der blev serveret glaseret hamburgerryg med dijonsennep og grønt eller stegt flæsk med persillesauce eller

koteletter i fad eller, eller ... ja, der var ingen grænser for de kulinariske udskejelser, hvis man ankom til Aalborg i god tid før kampens første fløjt.

I de år kunne man hos de fisefornemme københavnere i FCK og sågar også hos rødderne på vestegnen i Brøndby være heldige at få en kiks, småkage eller et stykke kage, mens Deres udsendte selvfølgelig samtykkende erkendte, at klubberne absolut og overhovedet ikke skulle bekoste dyrt betalte reporteres middagsmad.

Men i Aalborg ser man åbenbart ikke verden sådan. Og der serveres stadig varm mad.

Og den varme mærkede man allerede for mange år siden, da Deres udsendte

havde vores nu 27-årige søn med i en blå barnelift på pressepladserne. Glæden hos kontrollørerne var ikke til at tage fejl af, og man lyttede nærmest stolt til deres hvisken:

- Det er sgu’ da en bette pårk, det er sgu’ da en bette pårk.

Vi fik ret hurtigt oversat det stødende nordjyske til ”det er sgu’ da en lille purk”.

Nu er den slags blevet halvt forhindret af strenge regler udstukket af Divisionsforeningen og Superligaklubberne, der naturligvis ikke vil have både halvstuderede røvere, papegøjer, fætre, kusiner eller spædbørn til at befolke pressepladserne. Og det er fair nok og helt rimeligt.

Men i Aalborg har man også sin helt egen måde at modtage pressen på ved parkeringspladserne til reportere og tv-folk.

De tror os mere på vores glatte ansigt end på et pressekort og formår gennem jovial og hyggelig samtale at føle os trygge og glade og viser, at selv folk med uniform kan vedblive med at være dem selv trods den autoritet, dragten udstråler.

I Aalborg findes en særlig ven blandt P-vagterne, der som modydelse til, at vi vil benytte hans presseparkering forrige gang, begavede os med en pose med mælkepulver. Han fik gjort reklame for sin arbejdsplads hos Arla i Brønderslev, men det var næppe hans hensigt. Bare tanken om at give var alt for ham.

I bagagerummet i sin bil havde han rigeligt af poserne, som vist var behæftet

med en eller anden kodningsfejl, så han var blevet tilbudt dem til sit eget hushold. Poserne var ellers tiltænkt brug i de varme lande som Bangladesh, Pakistan eller Indien, og brugsanvisningen stod på et eller andet kaudervælsk tungemål. Men han brugte selv pulveret af og til.

- De er fine til kaffeflø’je. Jeg bruger dem selv, sagde han på syngende nordjysk.

Der er bare dage og situationer, hvor man ikke kan sige nej og spille kostbar med bemærkninger om, at det er dog alt for meget og ”det skal du da virkelig ikke.”

Så vi nappede poserne, og de har fået en hædersplads på redaktionen som et evigt minde om de flinke nordjyder.

De lader hjerterne tale først.

Og således blev det jul igen.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet