05-11-2017

JUL. DEN KOMMER TIDLIGT ~ MEN DEN ER SKØN!

 

 

Inger Birkemose, Fruens Løkke 159, Faaborg

 

 

 - .

Læserbrev: Har du set, at supermarkederne allerede har julepynt fremme? Vi er mange, der bliver så forargede hvert år ved denne tid og synes, vi knapt nok har fået fjernet den sidste grannål fra julen i 2016. Men vi skal i hvert fald ikke med på julebølgen – måske 1. søndag i advent kan der så småt komme lidt lys, måske en adventskrans og en enkelt nisse. Sådan skal det gøres.

De kommende uger byder på flere og flere muligheder for at forarges. Har du dog set, at naboen har sat hele lysshowet op allerede? Hver dag bringer nye overraskelser, på mystisk vis sniger hære af nisser sig ind også i de mest stilrene, hvidkalkede designhjem.

Så sker det samme som sidste år, man kunne da godt lige købe et par røde julestjerner, og så vil det i grunden være hyggeligt med røde lys i stagerne, og de gamle nisser fra loftet hører nærmest til i hele juletiden. På mystisk vis kommer juleriet snigende, og ens aversion mod den alt for tidlige start på løjerne svinder lidt hver dag. Radioen sender "White Christmas", og næsten rørt til tårer synger man duet med Bing Crosby.

Den første gløgg komsammen kommer allerede i november med æbleskiver godt klistret til i syltetøj og sød gløgg i et glas halvt fyldt op med rosiner og mandler, men faktisk så er det jo ret hyggeligt.

Og så går det, som det altid går – i december er alle forsvarsmekanismer helt brudt ned, og næsten alle overgiver sig og svælger i julerier, butikkernes flotte udstillinger, sangkorenes julekoncerter, julekalender på tv, foreningsjuleafslutninger med gløgg og banko, et par rigtige julefrokoster med det hele - måske også en enkelt tømmermand.

Desværre bliver bunken af julekort nok mindre, e-mails og sms'er er ikke så dejlige som at modtage julekort med gode, gamle motiver, en landsbykirke i et snelandskab med en kane med glade kirkegængere eller det med nissen, der sidder med sit grødfad.

Travlheden stiger og stiger, og ugebladene har siden oktober bildt de kvindelige læsere ind, at nu er det ved at være oppe over, hvis der skal bages, laves konfekt, hænges stads op, laves fantasifulde dekorationer, både ude og inde.

Men det bliver alligevel juleaften til tiden, og de mange, der flokkes i kirkerne, føler nok, at det er smukt og fredfyldt at lytte til præstens ord, synge med på de dejlige salmer, man kan udenad fra sin barndom.

Så man kan være forarget sidst i oktober, men man ender med at overgive sig og synes, at det er da skønt med sådan en lys- og farvefest i den mørke nordiske vinter.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet