22-10-2017

GJESING - SKJERN TUR/RETUR

 

Gjesing – Skjern tur/retur

Undertitel: JYLLAND SET FRA SJÆLLAND

 

 

 

- Forfatter, præst Søren E. Jensen


 

.

En togtur til Skjern tager man næppe uden formål for øje, og sådan et havde jeg da også.

Formålet var, at jeg skulle hente en rygsæk, som jeg havde glemt i toget mellem Esbjerg og Gjesing.

Nu lå rygsækken i Skjern, og hvis jeg ville have den igen, måtte jeg selv hente den, medmindre jeg var villig til at betale for en forsendelse, men det kunne jeg hurtigt regne ud ville blive dyrere end rygsækken i sig selv.

En kold og stormfuld formiddag stod jeg derfor på et trinbræt i Udkants-Esbjerg og ventede på toget, som ankom planmæssigt, og det skulle blive indledningen til en pragtfuld togtur, som jeg allerede her gerne vil benytte lejligheden til højtideligt at takke Arriva for.

Da jeg er opvokset i såvel (primært) Esbjerg som (sekundært) Sig nord for Varde, springer vi den første del af strækningen over, da jeg her er, hvad man må kalde for en uvildig iagttager.

Men i Tistrup begynder det så småt at blive eksotisk, dog ikke mere end at jeg stadig kan se ændringerne i forhold til min barndom, og på det punkt byder Tistrup på dårligt nyt.

Naturligvis er billetsalget i dag forsvundet, men i Tistrup er man gået radikalt til værks og har tilsyneladende tænkt, at hvis der ikke er noget billetsalg, hvorfor så overhovedet have en station?

I hvert fald er stationen væk, nedrevet til grunden, og det er i den grad smerteligt for en sentimental modernist, da det at fjerne en station fra en stationsby er i mine øjne lige så skandaløst, som hvis man rev kirken ned i en kirkeby, ja for så vidt værre endnu, da vi immervæk har flere middelalderkirker, end vi har jernbanestationer.

”Vi glemmer den nære historie”, tænker jeg dystert i toget mod Skjern, men nord for Ølgod bliver jeg heldigvis distraheret, da en ældre medpassager får selskab af en noget yngre kvindelig.

Måske er de naboer, måske har de været det, da kvinden endnu var barn, under alle omstændigheder har de meget at snakke om.

Samtalen foregår i begyndelsen på særdeles jysk for den ældre mands vedkommende, og noget nær rigsdansk når det gælder kvinden, men snart finder de et kompromis, sådan at kvinden taler mere jysk og manden omvendt bliver helt forståelig.

Den halvjyske dialekt er en perfekt baggrundsmusik til det landskab, som nu folder sig ud, og som man kun finder i Jylland og endda kun i en særlig del af Jylland, nemlig det fantastiske område mellem Ølgod, Herning og Skjern.

Ingen steder er Danmark så enormt som på disse kanter, hvor man langt ude i horisonten kan skimte et læhegn vel vidende, at der bag læhegnet venter lige så storslåede arealer.

Det er den slags, man godt kan savne på Sjælland, som er for lille til, at man kan se langt.

Netop det øde landskab er nok årsagen til, at Skjern virker mere storslået, end byen sandsynligvis er. Men som noget helt sjældent er Skjern den dag i dag en travl banegård, hvor der er liv på perronerne, og hvor man inde på stationen kan købe en billet af en levende mand og ikke bare af en død automat. Billetsalget fungerer også som hittegodskontor, og blandt de glemte sager står min rygsæk, komplet med bog, tøj og toiletsager.

Ekspeditionen varer højst et par minutter, sådan at jeg kan tage toget retur mod Esbjerg, hvor jeg atter ser noget, som ellers er forsvundet: En dame, som sidder med sin taske på skødet og kigger ingen steder hen. Ingen mobil- telefon, ingen soduko, ingen gratisaviser; bare ventetid dér in the middle of nowhere mellem Tarm og Ølgod.

Når jeg næste gang besøger min mor i Esbjerg, ved jeg godt, hvor udflugten skal gå hen: Så skal vi med toget til Skjern, og når vi er kommet til Skjern, tager vi til- bage til Esbjerg igen.

Det er alt nok.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet