SØNDAGS-BREVET

08-07-2018

 

Af Coach og tekstforfatter Charlotte Lind

 

Lyntoget mod København flytter sig fra perronen præcis kl. 11.51, som DSB har lovet det.

Røgen futter op af skorstenene. Tjuk, tjuk, tjuk lyder hjulenes musik mod skinnerne.

Jeg smiler og vinker efter toget, som har min datter om bord. Glæden på hendes vegne over, at hun har mulighed for at besøge sin ven, er ægte. Det samme er den sprinkler, jeg mærker rumstere i mine øjenkroge. For fanden, Charlotte, hun er jo bare væk i to dage, og nu står du her og tuder.

I en alder af 14 år er min datter i gang med at flytte mentalt hjemmefra. Hun bevæger sig roligt og forventningsfuldt ud i det liv, som venter på hende.

Jeg står tilbage på perronen og mærker et stik i hjertet. Hvor blev tiden af? Det føles kun som et splitsekund siden, at vi tog til hovedstaden iført barnevogn og hele det oppakningscirkus, der følger med, når man har små børn.

Men (næsten) uden jeg har bemærket det, er der er blevet trykket på fast forward. Nu har piben en tydelig jeg-kan-selv lyd. Det er min fornemste opgave at lytte til den.

Børn skal ikke kvæles af forældre, der pakker ind i vat eller holder krampagtigt fast. For hvordan skal verdenshjulene fortsætte med at køre rundt, hvis vi ikke giver de kære ”små” lov til selv at få dem til at trille?

Det kan min hjerne sagtens forstå. Alligevel vrider musklen, der pumper blod rundt i kroppen, sig gevaldigt og sætter mine tanker i selvsving. Med raketfart rammer jeg bevidstheden om, at min datter inden længe måske sidder i toget med destination oplev verden eller flyt hjemmefra – sådan for alvor.

Da hun dukkede op en smuk majdag i 2004, blev verden vendt på hovedet. Nu sker det fa***** igen. Babyer holder fast for at overleve - teenagere river sig løs for at leve. Og det er jo sådan, det skal være. Jeg ved, at det er sandt og rigtigt.

Så selvom jeg står og "vander" spor fire, får jeg hanket op i mig selv. Jeg kan mange ting, men at stoppe tiden er ikke en af dem. Så hvad gør den kloge så?

Jeg tænker, at det allerbedste, vi kan gøre, er at følge med og presse livet-med-børn citronen max hver dag.

Få hver en værdifuld dråbe ud af samværet, så længe arvingerne stadig elsker at sove i ens seng, gider holde i hånd og tage med på ferie og er vilde med Legoland og poseis.

Alt det stopper jo, før vi ved af det.

Sms’er, Facebook og overarbejde er ikke vigtigt. Tilstedeværelse og nærvær er altafgørende.

Den relation vi skaber, før ungerne flyver fra reden, er den, der senere giver dem lyst til at vende tilbage og jævnligt lande på taget af barndomshjemmet, fordi de også husker det, der var.

Nåja, og så måske også, fordi der er gratis mad og tøjvask i kikkerten.

 


 

24-06-2018

 

 

 

Af Anja Limkilde, Jysk Fynske Medier

 

 

 

 

Det er ikke altid, mine øjne er helt åbne, men jeg rækker alligevel ud efter Ipadden som det første om morgenen. På Youtube finder jeg mine morgen-yogaøvelser, og guidet af en frisk amerikansk kvinde, der hver gang siger nøjagtig det samme, begynder min krop at vågne. ”Op med begge ben. Det går fantastisk. Kun fem minutter,” siger hun, mens mine mavemuskler svier under bevægelserne. Derefter går jeg i bad, tager kontaktlinser i, makeup på og spiser morgenmad.

Det er min morgenrutine.

Hver eneste dag går jeg det samme mønster gennem huset, og gik nogen efter mig med et stopur, ville det formentlig vise, at jeg på samme klokkeslæt åbner køleskabet og tager juicen ud.

Jeg sætter mig ind i min bil, kører 35 kilometer til arbejde ad de samme veje, hører Savage Rose jazze sig gennem en 90’er-cd, inden jeg parkerer samme sted på p-pladsen. Og sådan kunne man fortsætte med at remse mine rutiner op for hele dagen, inden vi når en af mine yndlingsvaner: Den, hvor min kæreste og jeg kigger på hinanden og spørgende siger: Vi spiser da foran fjerneren, gør vi ikke?

Der er sikkert mange flere små gentagelser, som jeg ikke en gang selv er klar over. For vi mennesker trives med vaner og rutiner. Vores hjerner går faktisk efter at lave dem. For hjernen er doven, fortalte en hjerneforsker mig engang i et interview. Faktisk så doven, at 90 procent af vores bevægelsesmønster i løbet af en dag er gentagelser. Jeg læste for nylig om et studie, hvor forskere havde gps-tracket en gruppe mennesker. Og det viste sig, at uafhængigt af hvad de lavede, og om de opfattede sig selv som spontane mennesker eller vanedyr, bevægede de sig nærmest ens hver dag. De kørte den samme vej til arbejde, gik i de samme butikker og købte ind i de samme supermarkeder. Mon ikke de også lagde de samme slags varer i kurven?

Rutiner er rare for den dovne hjerne, for det betyder, at den ikke behøver træffe valg eller tage beslutninger. Og det efterlader vel mere hjernekapacitet til de virkelig vigtige ting. Gør det ikke? Når jeg løser en arbejdsopgave efter samme mønster hver gang - et mønster, jeg er tryg ved - efterlader det mig med mere overskud til at være spontan i andre tilfælde, tænke anderledes og nyt. Men det efterlader mig også nogle gange med en følelse af, at jeg ikke har ydet nok, når det nu var nemt.

Det er der, jeg tænker, at det muligvis er på tide at ruske op i rutinerne. Når det ikke længere kan mærkes i mavemusklerne, at jeg har lavet yoga om morgenen, er det tid til at finde et sæt nye øvelser. Og når det bliver rutine at aflevere et portrætinterview til forsiden af Bolig og Livsstil-magasinet, er det på tide at overveje, om anslaget skal være en scene, om opbygningen skal følge en berettermodels spændingskurve forbi point of no return og op til klimakset, inden den flader ud og lader læseren bladre videre til magasinets næste sider om smukt design eller lækre opskrifter.

Men måske er der ikke noget galt med vaner, hvis de er gode. For vi elsker gentagelser. Og det er også derfor, at alle vores historier lige fra Hollywood-film til H.C. Andersen fortælles over samme spændingskurve eller i hvert fald ikke mere end få forskellige fortællemodeller. Og det er derfor, min niece Allie, der fylder tre år i morgen, griner med alle sine små tænder blottet, hver gang vi gentager en leg. Når hun gemmer sig bag min ryg, og jeg finder hende. Igen og igen. Lige overrasket hver gang. Lige klukkende og hjerteligt griner hun.

Og måske handler det bare om at gøre ligesom hende. Nyde gentagelserne i fulde drag. Blive overvældet af skønheden i solnedgangen, selv om der også var en i går. Grine ad vittighederne i den dårlige serie, der kører i fjernsynet, mens vi spiser aftensmad, selv om de er lige platte hver gang. Føle tilfredsstillelsen ved at hive snerlerne op ad jorden i køkkenhaven, også når de kommer igen i morgen.

Hvis 90 procent af vores adfærd er gentagelser, gælder det om at putte noget meningsfyldt og lidt klukkende glæde ind i rutinerne.

 


 

10-06-2018

 

 

Skuespiller Bjarne Henriksen

 

 

 

 

 

Det er en god ting at tage hensyn til andre end dig selv.

Det var et vigtigt element i min opdragelse, og derfor også vigtigt i mine børns opdragelse. Med andre ord – at hjælpe hinanden og hjælpes ad med livets udfordringer.

Det er vel også derfor, vi lever i et samfund, hvor vi for at løfte den fælles byrde, det er at drive et samfund, betaler skat. Vi tager hensyn til hinanden, hjælper hinanden ved at betale skat.

Det er vel også derfor, vi har det så godt her i Danmark, som vi har det.

Men mærkeligt nok har vi pt. en regering, der kun tænker i skattelettelser. "Sørg for dig selv og kun dig selv"- ser ud til at være dens mantra. Det fælles bedste, velfærden og samfundsånden skal beskæres, og jungleloven skal fremmes.

Til gængæld vejer hensynet til økonomiske interesser tungt, åbenbart. Med truslen om klimaforandringernes forfærdelige konsekvenser for alle er det mig en gåde, at Danmark først

i år 2050 skal være selvkørende på grøn energi. Hvorfor vente så længe med det?

Samsø bliver berømmet og beundret verden over pga. deres konsekvente satsning på grøn energi. Hvorfor kan Danmark ikke blive det første land i verden, der udelukkende bruger grøn energi? Allerede i år 2030! Det ville være til fælles bedste for alle, og vi ville tjene kassen på det.

Men hensynet til kul- og olieindustrien er åbenbart vigtigere end hensynet til det fælles bedste. Der dør ca. 3000 mennesker hvert år i Danmark pga. luftforurening fra dieselbiler.

Hvorfor ikke bare forbyde dieselbiler, som de nyligt har gjort i flere byer i Tyskland?

Igen er hensynet til bilindustrien vigtigere end hensynet til det fælles bedste.

Hvorfor skal vi tage mere hensyn til landbruget, end til vores fælles natur og vores drikkevand?

Hvem skal vi henvende os til med regningen, når vi ikke længere har rent drikkevand?

Af hensyn til os selv og kommende generationer tror jeg, det er meget vigtigt, at vi stemmer på nogle politikere, der tør tage konsekvente beslutninger til vores fælles bedste i fremtiden.

 


 

03-06-2018

I denne uges Søndags-Brev har jeg valgt at kopiere denne uges ”BAGTANKER” fra Lokal Avisen Assens, fordi jeg synes, det er så rørende og skribenten rammer lige ned i det, vi alle går og tænker på – en gang imellem.

 

 

 

 

 

27-05-2018

 

 

 

Kirsten Bisgaard-Bruun, Odense

 

 

 

-.

 

Jeg er et afsindigt godt menneske. For jeg giver penge til de fattige.

Men kun af mit overskud, forstås. Jeg giver ikke afkald på en eneste koncert, cafétur, rejse eller anden event - endsige et glas god vin - for at yde.

Og alligevel har jeg nu sagt farvel til et af mine afrikanske sponsorbørn. Jeg har siden 1974 støttet kvinders trivsel i den tredje verden, så vidt muligt i projekter, der også prioriterede pigers uddannelse. Og det vil gerne blive ved med. Men så skal jeg finde en organisation, der har nok i sponsoratet, og i det mindste respekterer sponsorens begrundede ønsker om ikke at modtage henvendelser ud over den månedlige, meget velkomne opkrævning.

Nej, jeg kan ikke samle ind. Jeg er en træt gammel kone, der går dårligt, har jeg for længst forklaret i absolut urbane vendinger. Nej, jeg kan stadig ikke samle ind, selv om I rykker for positiv reaktion, fordi jeg ikke lige har svaret på første og anden mail. Og nej, jeg kan stadig ikke samle ind, da I to gange ringer om det samme - efter at jeg igen har mailet mit ønske om at slippe for henvendelser.

Og nej, jeg orker ikke at få mine aldersbetingede dårligdomme sat i relief af jeres uopslidelige kontaktforsøg, endsige min mulige samvittighed, som, det jeg kender til den, er fin og hvid og engleblød. Og jeg synes stadig ikke, at I pr. dyr papirpost skal sende mig blade og breve med ønsker om yderligere bidrag.

Til sidst blev min konklusion: Jeg kan åbenbart ikke slippe for al den anmassende tvangskontakt, så længe jeg er en del af det system. Så jeg måtte, med sorg, vælge det fra.

Nu søger jeg efter et nyt projekt.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet