SØNDAGS-BREVET

16-09-2018

 

 

 

 

 

 

 

 

KUNSTEN AT GIVE DEN PÆNE HÅND

Af Lene Sarup, Jysk/Fynske Medier

 

 

Det er nok samme forening, der har været på spil i diskussionen om, hvor dansk et håndtryk er.

Som lille genert pige var det en del af opdragelsen at lære at give hånd - og i min barndom skulle små piger også neje over for voksne - og ikke kun for dronninger som nu om dage.

I mit liv som højre-venstreblind bruger jeg stadig den koordinerede bevægelse som voksen, når jeg skal finde ud af den rigtige side af tallerkenen for kniven ved borddækning.

Når højre hånd går frem, går venstre underben tilbage, så bøjningen i knæene er helt afpasset håndtrykket - og min krop kan mærke, om jeg gør det rigtigt - og så ved jeg, hvor højre er - og kniven kommer på plads.

Nu nejer jeg kun ved festlige anledninger - eller når jeg bliver voldsomt kikset og ikke ved, hvad jeg lige skal stille op. Dem, jeg hilser på, bliver temmelig overraskede - og så er isen brudt.

Men det var ikke nok at neje og give den pæne hånd, som højre hånd blev benævnt, hvis man fejlagtigt kom til at række den forkerte hånd frem. Man skal også give et ordentligt håndtryk. Det viser ens stålsatte karakter - og det modsatte vil så afsløre sig for omverdenen, hvis man ikke trykker til.

Der er meget at holde styr på - så det var en stor hjælp i min københavnerungdom, at vi bare gik over til at sige hej.

Hej, når man kom, og hej, når man gik.

Ikke noget med svedige hænder - eller at få rakt fire strakte fingre frem, som man så selv kunne klemme om.

Og meget nemmere at håndtere med min medfødte tilbageholdenhed. Hvem går rundt til hele festen og giver hånd til farvel? Hvor mange gode samtaler kan man så ikke komme til at afbryde - og hvem er jeg, der tror så meget om mig selv, at jeg tænker, alle har lyst til at afbryde det, de laver, for at sige farvel til mig? Så er det nemmere at snige sig ud ad døren med en glad vinken til værten og et hej.

Men nu går den ikke med et hej længere. Dansk eller ikkedansk - for mig har det mere været perspektivet land/by, der var på spil. Som journalistelev i Aarhus var der ikke meget given hånd. Det var der til gengæld som journalistpraktikant i Sydlangeland Kommune sidst i 1970'erne, hvor alle i kommunalbestyrelsen gav hånd inden og efter de kommunalbestyrelsesmøder, som jeg dækkede.

Det gør de sikkert stadig - politikerne.

Det giver god mening, at politiske modstandere har denne symbolske måde at tone fred på - men det var svært for den fremmede og generte journalistpraktikant at gå om bord i.

Nemmest var det at komme først og finde sin plads, så de andre skulle gå rundt og hilse. For så skulle man ikke afbryde folk i dyb samtale for at kræve den opmærksomhed, det giver at stikke hånden frem for at hilse.

For mig med hang til knus og nærmere kropskontakt er det ikke blevet nemmere at give hånd med årene. Jeg prøver ikke mere at undslå mig - men kaster mig gerne ud i håndrysten i større forsamlinger. Men der er kommet endnu en opgave til - ud over den pæne hånd: Nu skal jeg også lynaflæse, om den foran mig er en, der er til knus, eller en, der er medlem af ovennævnte håndtryksforening.

Og oveni sker det, at selv medlemmer herfra kræver knus, når de ser, at de andre får det - for hvorfor skal netop de snydes? Og det bliver de da heller ikke - for en dansker som jeg giver gerne knus - også til folk fra andre lande.

 


 

02-09-2018

Af opinionsredaktør Henrik Sejerkilde

 

Det er godt nok smart! Hvem er ikke faldet i onkelgryden og kommet med sådan et benovet udbrud, når vi har opdaget, at vores mobiltelefon kan noget, vi ikke anede, at der er kommet en ny opdatering på Facebook, eller at dit Spotify-abonnement selv kan skabe en playliste ud fra den musik, du søger på. Så tager det hele os et skridt videre, og vi føler os rige, smarte og moderne. I hvert fald et stykke ad vejen. Indtil vores børn afslører, at vores fascination af den digitale verden dårligt nok er kommet ud af hulen endnu, og at de i søvne kan gøre meget mere med alle de devices - og meget hurtigere.

Måske for at afbøde faldet fra visdommens tinder lægger vi så ansigtet i bekymrede folder. Med dobbelthage og bekymringshår. For er det ikke også lidt urovækkende, at Facebook med det samme spammer dig med annoncer fra Stockholm, hvis du har været inde og lede efter et hotel - på en eller anden hjemmeside. Hvad er det, der foregår bag ryggen på os?

Det kan godt være, at der er nogle, der er bekymrede over effekten af al den stråling, der ligger som usynlige snubletråde i luften omkring os.

Men jeg er lige så bekymret over, hvem der ved hvad om os. For ingen ved, hvem 'de' er. Og hvad de kan bruge - eller misbruge alle de myriader af oplysninger til.

Det er fedt, at vi er så meget i kontakt med hinanden. Det er smart.

Men kan vi være i for tæt kontakt - uden egentlig at være tætte?

Danmark er helt fremme med en omfattende digitalisering af samfundet.

Det har stort set taget livet af PostNord, skåret åbningstiden hos Borgerservice og antallet af bankfilialer ned til et minimum. Men de går ikke en uge, uden at vi hører om misbrug, lækager eller bare møghamrende irriterende brug af oplysninger om os på nettet. Som når sælgeren fra mobilselskabet ringer for 8. gang og tænder for salgstalen - selv om man har sagt nej tak i en næsten kaptajn Haddock-agtigt crescendo de foregående syv gange.

Hvor har manden mit nummer fra - og ved, hvad jeg hedder, hvor jeg bor og hvilket teleselskab, jeg har?

Det er ret naivt at tro, at det ikke går rivende galt på et tidspunkt.

For sandheden er jo også, at de mennesker, der sidder derude i nettets skygge til stadighed er mindst et klik klogere end dem, der sætter systemerne op. Det er ikke for sjov - eller for at vise samfundssind - at politi og it-sikkerhedsfirmaer tit gør konstruktivt brug af hackere.

Jeg må indrømme, at mit 'novra' blev efterfulgt af en vis hjertebanken, da jeg forleden her i avisen læste it-guruen Preben Mejers kronik om etableringen af hans intelligente hjem.

For ja - det er dælme smart, at teknikken tænker på det meste, og at du stort set ikke behøver at bruge energi på at skulle programmere skidtet. Men helt ærligt - også lidt skræmmende.

Topfolk fra it-branchen råber da også op om, at der mangler nogle, skal vi kalde dem etiske, regler for alle de robotter, der allerede er ved myldre ind på arbejdsmarkedet. De er effektive, bliver aldrig skilt eller har tømmermænd eller skal have ferie i juli.

Men hvis vi bare har blikket stift rettet i profitmaksimeringens flerfarvede talkolonner risikerer vi, at de løber af med os. Eller i det mindste vores sunde fornuft.

 


 

19-08-2018

AF: ANNE SKAU STYRISHAVE

 

Der er rigtig meget snak om klimaforandringer på Christiansborg, men de fleste politikere har desværre den grønne omstilling meget mere i munden end i hjertet.

Det er uambitiøst, hvis man tror, at man bare kan spise danskerne af med tomme floskler, og det går simpelthen bare for langsomt med den grønne omstilling, hvis vi hele tiden skal skubbe handling på klimaområdet i baggrunden for endnu en omgang burkaforbud eller grænsekontrol. Og det er desværre det, der definerer dansk politik i dag. Men klimaet venter ikke på, at socialdemokraterne, regeringen og DF har nået udlændingestramning nr. 100.

Jeg tror, at danskerne er langt mere klimaorienterede og bevidste om vigtigheden af at føre en ambitiøs klimapolitik, end det sorte flertal på Christiansborg giver os kredit for.

Hvis man tror, at det gør Danmark til en grøn fører-nation, at Venstre ændrer farven på sit logo fra blå til grøn, eller at det er godt nok, hvis bare den ansvarlige minister tager et grønt slips på, gør man grin med danskerne og alt det, Danmark er kendt for at kunne levere indenfor vedvarende energi og klimavenlige løsninger.

Vi kan ikke bare sylte klimamålsætningerne i en 2030-plan. Der skal handling på bordet, så vi ikke lader os nøjes med at være et land, som lever op til nogle standarder. Vi skal være et land, som sætter de nye standarder. Hvis det nuværende flertal på Christiansborg ikke vil bidrage til at redde verden, må vi jo gøre det i vores lokalsamfund og i kommunerne. For der er ingen tid at spilde.

I Odense Kommune har kommunalpolitikerne en oplagt mulighed for at vise borgerne, at det godt kan lade sig gøre at handle på klimaudfordringerne ved f.eks. at accelerere planerne for afvikling af kul på Fynsværket. At Fynsværket kører på kul, er en af de helt store poster på fynboernes klimaregnskab, og for alle landets andre kommuner vil det ligeledes være fornuftigt at se på, hvilke klimatiltag man kan lave. Der er meget at gå i gang med, og kommunerne er simpelthen nødt til at have selvstændige, ambitiøse klimapolitikker.

Politikerne i landets kommunalbestyrelser har lige nu en enestående mulighed for at blive husket af de kommende generationer som dem, der revolutionerede den danske klimaindsats, mens Christiansborg spildte tiden på burkaforbud, vildsvinehegn og strammerkager. Så kan kommunalpolitikerne invitere Inger Støjberg og Lars Chr. Lilleholt på klimakage, når de har reddet Danmark. Og verden.

 


 

05-08-2018

 

 

Karen Maigaard, landsformand FORA

 

 

 

Begrebet ”at stå af i Roskilde” betyder, at manden trækker sig fra samlejet med kvinden inden sæden udløses. For at undgå graviditet. Jeg stod for nylig af i Roskilde af en helt anden grund, forstås!

 

Jeg skulle til møde i København og skrev en hilsen til en rejsekammerat, der bor i Roskilde, om at jeg kørte forbi. Jeg tager lyntoget fra Odense. Det stopper kun i Høje Tåstrup. Hurtigt og nemt. Jeg køber aldrig pladsbillet. Der er altid plads til én til hos DSB.

 

Mødet var vel overstået, og jeg sad i lyntoget retur til Odense. Tjekkede lige sms’en og kunne se, at der lå en invitation til hvidvin på Hestetorvet, hvis jeg stod af i Roskilde. Ærgerligt. Jeg så det for sent. Og ville jo også hurtigt hjem, som jeg plejer.

 

Men så ville skæbnen, at toget ikke kunne komme af sted – og jeg skiftede togstamme fire gange i løbet af den kommende time uden at forlade hovedbanegården. Det sidste tog, jeg steg ind i, skulle til Nykøbing Falster. Altså skulle jeg stå af i Roskilde for at komme videre til Odense. Sms´ede hurtigt til min ven. Vi mødtes til vin, tapas og en herlig snak. Tak til DSB, der fik mig til at skifte vane, godt hjulpet af rejsekammeratens invitation.

 

Lene Tanggård, en af de kloge kvinder jeg kender, har lige skrevet en bog om ”Vanebrud”. Skøn bog om hvordan vi med brud i hverdagen kan få mere kreativitet ind. Vi kan betragte kreativitet som toppen af isbjerget, der hviler på et fundament af vaner, rutiner og erfaringer. Vi skal altså ikke kaste alt det gamle ud. Der er masser af potentialer i vore gamle vaner. Vanerne er kilden til vanebrud. Ellers var jeg aldrig kommet til Roskilde den dag.

 

Som aktivt menneske og pensionist er det hele jo i princippet brud med vaner. Jeg skal jo ikke nå arbejde til en bestemt tid. Jeg kan køre de ruter, jeg vil. Vælge cykel, gåben, bil eller offentlige transportmidler som jeg vil. Sove længe, vågne midt om natten og skrive artikler, gå sent på værtshus og køre i skoven, når det passer mig. Men jeg er jo mere bundet, end jeg tror. Der var ingen objektiv grund til at stå af i Roskilde. Nu ved jeg, at jeg kom til at tale med et meget klogt menneske. Han gav mig en ny indsigt. Tak for det.

 

Johannes Værge, en af de kloge mænd jeg ikke kender, har skrevet en bog, der hedder ”Rygter om Gud”. En bog om gudsbilleder på godt og ondt. Den bog får også mig til at bryde vaner – eller snarere at tænke Gud på ny. Jeg har også i mit liv mødt mennesker, der har en tro på en straffende Gud, fx mennesker tilknyttet Indre Mission eller Jehovas Vidner. De mennesker har ikke i barndommen lært at bruge fantasien som et middel til at tilpasse sig virkeligheden. Et livsdueligt gudsforhold, tror jeg, hænger sammen med leg og fantasi, nemlig forestillingsevne. Det legende og billedskabende, hvor der fremstår, afslibes og kombineres forestillinger, dér er vi på en eller anden måde i et overgangsfelt, hvor menneskeligt og guddommeligt kan mødes. Et område, hvor der åbnes for mere end brød og begreber. Der åbnes for Ånden – betingelsen for livgivende tro.

 

Jeg har ikke for vane at læse teologisk litteratur. Godt jeg brød den vane. Jeg er blevet klogere på min egen forestilling om den gud, der har forskelligt udtryk – også som søn og Helligånd. Og så, at vi som mennesker ikke er perfekte. Det er et vilkår, at vi kan synde tappert, som Luther lærte os.

Vi er en del af lysets livsform, fællesskabet, hvor vi bliver set – og hørt. Samtalen mellem mennesker bringer os til at forstå, hvordan vi kan møde det guddommelige.

 


 

22-07-2018

 

 

 

Af Journalist Jesper Mads Eriksen, Fyens Stiftstidende

 

Måske kommer det med alderen, måske er det bare fordi, de skrev bedre, mere langtidsholdbare viser dengang. Jeg tager oftere og oftere mig selv i at smånynne sange, der er ældre end jeg selv.

I disse dage er det en sag fra Hornbækrevyen 1942 med tekst af Mogens Dam, melodi af Amdi Riis og fremført af Sigrid "Sitter" Horne Rasmussen: "Kammerat med solen".

Nu er det jo ikke altid, ens bevidste selv er enig med de valg, der bliver truffet i underbevidsthedens jukebox. Således har jeg det lidt ambivalent med, at lige netop "Kammerat med solen" har det med at køre på repeat. Dels er den lige lovligt lalleglad i både tekst og melodi. Og dels er det der kammeratskab med solen ved at blive en anelse anstrengt.

Selv om jeg nødigt vil være typen, der går fra at klage over, at sommeren 2017 var for kold og våd, til at klage over, at sommeren '18 er for varm og tør, så kunne jeg nu godt tænke mig blot at slentre gennem regn en dag eller to. Og det kunne ikke mindst landskabet, naturen, bondemanden, fuglene og insekterne helt sikkert også.

Ikke fordi jeg personligt har noget i klemme hvad angår misvækst og udtørrede afgrøder, men til gengæld giver den konstante sommervarme et andet essentielt problem: Det er svært at vælge fodtøj.

Jeg er også og måske endda især, hvad sko angår, så langt fra herremoderådet som nogen. Det praktiske og driftssikre vejer langt tungere end det æstetiske. Problemet er bare, at også i varmt vejr, skal jeg indimellem gå langt, og det praktiske går sjældent godt i fod med det kølige.

Efter en del eksperimenteren har jeg fundet ud af, at et par sko af det fine mærke Meindl indkøbt i Aachen for efterhånden en del år siden er fortrinlige at gå barfodet i. Idet jeg simpelthen synes, at de dersens halvsokker, som tilsyneladende er moderne, er for fimsede, mens rigtige sokker er for varme.

Kombinationen af bare tæer og veltjente Meindl-sko har vist sig yderst holdbar, selv over lange distancer. Men der er bare ét problem: Sko og tæer indgår sære kemiske forbindelser.

Hver dag, når jeg kommer hjem, er det en umådelig glæde at tage skoene af og lade tæerne få fri luft. Men det stinker noget så forfærdeligt, at jeg lader det foregå ude på altanen, hvor skoene så får lov at stå til udluftning natten over.

Derfor, kære naboer, hvis I oplever, at jeg sidder ude på altanen med fingrene for næsen, mens jeg på en sær skinger måde nynner "Kammerat med solen", så er der en forklaring.