SØNDAGS-BREVET

18-02-2018

 

 

Af Kresten Drejergaard, tidligere biskop i Odense

 

 

 

- .

 

For nylig læste jeg, at Elisabeth Svane holder op som politisk kommentator i avisen Danmark.

Det er ærgerligt for sådan en som mig, der ikke har evne til at gennemskue alle de finurligheder, der er på spil i det politiske liv. Der er nogle speedsnakkende kommentatorer, der får mig til at føle mig dum.

Anderledes med Elisabeth Svane. Hun har fået mig til at forstå det i det politiske liv, som jeg godt selv har set, men blot ikke selv har gennemskuet.

Og nu forstår jeg hvorfor. Af en avisomtale fremgår det, at Elisabeth Svane er opvokset i nær tilknytning til en bagbutik, hvor hun har fået lagt grunden til sin journalistiske uddannelse.

Det fik mig til at genkalde mig mit eget forhold til sognets bagbutikker i de år, jeg var præst på landet. Der var flere bagbutikker i sognet. De er alle sammen borte nu. De forsvandt sammen med den lille købmand. Jeg ved nok, at bagbutikkerne var ulovlige og i strid med beværterloven, hvilket dog ikke hindrede, at landbetjenten og jeg jævnligt holdt et møde i købmandens bagbutik. Man kan vel ikke afvise, at bagbutikkerne andre steder har bidraget til noget drikkeri.

Det var ikke tilfældet i de bagbutikker, jeg kendte. De var mødesteder, hvor man som regel kom i forbifarten sidst på eftermiddagen for at få en orientering om, hvad der skete i den store verden såvel som i vores egen lille verden, mens man drak en øl eller to.

I den store verden handlede det mest om politik.

Det var i Fremskridtspartiets velmagtsdage, hvilket gav anledning til solide politiske debatter om både landspolitik og kommunalpolitik. Der var selvsagt ikke nogen ordstyrer, hvilket bidrog til en vis disciplinering af debatten.

Faktisk er det min opfattelse, at bagbutikken som forum bidrog til at højne en debatkultur, som tilsagde, at man også skal lytte til synspunkter, som man ikke uden videre deler selv.

Som præst havde jeg særlig nytte af bagbutikkerne, fordi de var en kilde til sognets historie. I vores egen lille verden var det her, anekdoterne levede som små pudsige fortællinger om både de levende og de døde. Det var næsten altid godmodige fortællinger, som vidnede om samhørigheden i sognet - det vil sige, at man kom hinanden ved, som det hedder.

"Ja, hold kæft, hvor kommer vi hinanden ved!" sagde "Flasketømmeren" en dag og så træt frem for sig.

Selvfølgelig kom vi hinanden ved både på godt og ondt. Men det var alligevel altid et tab, når en døde. Og derfor fik vedkommende ofte et eftermæle i anekdoterne.

Bagbutikken var en væsentlig del af sognets nyhedsformidling. En dag stod jeg på Middelfart Sygehus og bad som sædvanligt om lov til at se kartotekskassen med de indlagte, så jeg kunne besøge dem fra mine egne sogne. Det kunne ikke lade sig gøre, for nu var de gået over til EDB, fik jeg at vide. De havde åbenbart været på et kursus om registerloven.

"Må jeg låne en telefon?" spurgte jeg. Det måtte jeg gerne og ringede så hjem til købmanden for at høre, hvem der var indlagt fra vore sogne.

Han kunne nævne fem-seks stykker, som jeg fik adgang til at besøge. Derefter så man i receptionen stort på registerloven og fortalte mig, hvem der var indlagt, når jeg bad om det.

I vores stræde lå der en anakronisme af en lille købmandsbutik med tilhørende baglokale, hvor landbetjenten og jeg mødtes for at udveksle nyheder for derefter at skilles med et "tak for mødet". Købmanden, som blev kaldt "Spæk", var blevet enkemand og måtte derfor have en husholderske.

I bagbutikken dannede vi et ansættelsesudvalg, som lagde ud med at forfatte en annonce: "65-årig købmand med lyst til lidt af hvert søger husholderske med eget kørekort"(hun skulle jo kunne køre varetur).

Der indkom 42 svar, som ansættelsesudvalget nøje gennemgik for derefter at lave en indstilling, som købmanden desværre ikke fulgte. Han fik en forfærdelig rappenskralde i huset.

Hun ryddede bagbutikken, og vi kaldte hende derfor "Spækhuggeren". Det varede dog kun en måned, så skulle købmanden have en ny husholderske.

Ansættelsesudvalget trådte igen sammen og fik et noget bedre resultat ud af det.

Nogle år senere flyttede købmanden i en beskyttet bolig, men tog bagbutikken med sig i skikkelse af et par kasser øl, som stod i et hjørne. En dag ringede han og bad mig komme inden alt for længe. Vi skulle tage stilling til hans begravelse. Han ville brændes, da han mente, at det var "vejen frem", som han udtrykte sig. Så bestemte vi salmer samt menuen til sammenkomsten efter kirken. Jeg fik stukket en flaske snaps fra butikkens restlager i hånden. Og så farvel! Jeg begravede ham 14 dage senere. Han var den sidste af sin slags.

Og til Elisabeth Svane, som blev anledning til dette erindringsglimt: Tak for mødet og held og lykke i Bruxelles!

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet

 


 

11-02-2018

  

Af Malene Birkelund, journalist på Fyens Stiftstidende, kulturredaktionen

 

 

 

-.

 

Meget skidt kan man sige om, at ungerne flyver fra reden, men én ting har jeg netop af den grund fået et sundere forhold til den senere tid, og det er min telefon.

Jow jow, selvfølgelig har mobilen og jeg været uadskillelige i årevis, nærmest kun afbrudt af min mest nødvendige nattesøvn og dens tiltagende behov for genopladninger. Den vækker mig om morgenen, og når hele ugens indtryk synker sammen med mig i sofaen fredag aften til lyden af ”Vild med dans”, ”X Factor” eller hvad-der-nu-bliver-sendt-på-tv, sker det ikke, uden at min livsnerve til nyheder, Snapchat og Wordfeud er inden for rækkevidde. Som om smartphonen er blevet muteret med min hånd, og designer-etuiet er gået i ét med huden.

Men nu er der håb forude. Den knugende stilhed på hjemmebanen er blevet brudt af en åben skypelinie, som ikke alene giver mig de savnede samtaler med redens forfløjne unger tilbage, men også formindsker mit forbrug af sms’er. Jeg mener, hvem gider længere stå og kløjs med stavekontrollen, når man i stedet kan tale direkte til de smukke unge ansigter på skærmen?

”Samtale fremmer forståelsen” lød budskabet i en tv-reklame i mobiltelefonernes barndom i 1998. Det er vi dog nogle, der ikke har oplevet, at omgivelserne havde særlig fornemmelse for, dengang al snak med veninder og potentielle kærester fandt sted på familiens eneste telefon - fastnettelefon – der som regel var placeret midt i stuen. Så man havde resten af familien som tilhørere.

Vi, der husker den tid, ved, at en telefon er til korte samtaler i telegramlængde, og vi, der ikke fattede budskabet første gang, det blev sagt, oplevede at blive udstyret

med et æggeur, før vi overhovedet fik lov at dreje nummeret til den udvalgte. Og var det en lang samtale, kunne vi få lov at stille det på fem minutter.

Siden er budskabet om tidsfaktoren feset så kraftigt ind hos mig, at jeg helst afslutter samtalen, før den er begyndt. Mit private behov for telefonsamtaler er gennem årene helt erstattet af sms’er, og når jeg har undskyldt over for mine livsvidner, at jeg alt for sjældent ringer, har min begrundelse altid været, at jeg taler og taler i telefon hver eneste dag på job, så jeg er løbet helt tør for ord om aftenen.

Men den myte har den tomme rede fået aflivet, for det har vist sig, at der er masser af ord i mig efter klokken 16. Og ikke nok med det: Reklamens slogan var ikke opspind, samtale giver faktisk meget mere nærvær end selv de mest emoji-fyldte

sms’er eller kommentarspor på Facebook. Det havde jeg næsten glemt, mens jeg ledte efter en passende smiley.

Det er kommet så vidt, at jeg er ved at vænne mig til at føre så lange samtaler på Skype, at jeg både har tid til at filosofere, tage opvasken eller ligefrem smalltalke, mens en af ungerne hænger på i den anden ende af linjen et sted ude i verden. Uden at blive ramt af dårlig samvittighed, og det er den slags ting, der luner på en kold dag i januar.

Heldigvis er hverken venner eller familie endnu begyndt at klage over mine mange opkald eller vores pludselige, tætte kontakt, og da der er lang tid til jul, behøver jeg ikke bekymre mig om, hvad jeg mon får i gave fra ungerne. Det kunne jo være et æggeur.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet

 


 

04-02-2018

 

 

Af Karl Nielsen, Dosseringen 4, Kerteminde – biologilærer

 

 

- .

Læserbrev: Vi mennesker – Homo Sapiens, (latin ”det tænkende menneske”) - ved sådan set godt, at det pt. halter slemt med klimaet på planeten Jorden. Den har blandt kosmologer det latinske navn ”Tellus” efter en gudinde, der højst sandsynlig har været ualmindelig smuk og indtagende.

Når man i det store nuværende stjernebillede betragter vores sol og dens planeter, så er Merkur og Venus tættest ved Solen. Først på tredjepladsen kommer Jorden og nr. 4 Mars. De sidste fem planeter er i denne forbindelse uinteressante. Mht. tredjepladsen kan man vist godt tillade sig at sige: Heldigvis.

Solens temperatur er i centrum 16.000.000 graders celsius, og Jorden befinder sig 150 millioner km fra den. Igen: Heldigvis.

Merkur og Venus har overfladetemperaturer på 450 celsius og giftige atmosfærer, og Mars har længere ude i rummet mellem minus 30 grader celsius og minus 100 grader - altså evig frost.

Der er en grund til, at Jorden er den planet, hvor livet for 3,8 milliarder år siden startede og siden blomstrede helt ustyrligt med både micro- plante- og dyreliv og mennesket som sidst udviklede. Det er udelukkende den passende afstand til Solen - en fantastisk beskyttende atmosfære – væk fra ustyrlig varme samt nærmest et tagselvbord af kemi (de atomer (grundstoffer), som liv er bygget af.

 Fortsætter under foto

 

 

Og hvordan kan al den positivitet passe til, at det kan gå helt, helt galt? Desværre meget, meget enkelt:

1. At vi selv hårdnakket er ved at ødelægge vores beskyttende atmosfære. (Den såkaldte drivhuseffekt” = stigende opvarmning af kloden.)

2. At vores ekstremt forskelligartede grundstoffer bl.a. bruges til eksperimenter, som om vi var sindssyge.

3. Alt for mange mennesker Jorden over er uvidende om fænomenerne (Der er måske over en milliard, der intet forstår af problematikken).

4. At begrebet penge stort set ødelægger alle fornuftige tiltag om en bedre verden.

Det er kun 1000 år siden, vi var vikinger. Vi har ikke mange år til at ændre kurs.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet

 


 

28-01-2018

 

Af Journalist på Fyens Stiftstidende, Odense-redaktionen, Jesper Mads Eriksen

 

 

 

- .

 

Hvis dine gåture i disse mørke dage skal have lidt kolorit er det altid en god idé at kigge efter fuglene. Nu hvor træerne står nøgne, og føden er knap, kan vi komme helt tæt på disse herlige fjerede væsener.

Det gælder også en af de mere undselige arter, som hører til blandt mine absolutte favoritter. Den er ret cool i forhold til menneskelig tilstedeværelse, så den kan nydes på nært hold, hvis man ser den.

Halemejsen hedder den. Den er ikke sjælden, men det er heller ikke altid, man møder den på sin vej. På en god lang tur ad Åstien skulle der dog være gode chancer. Man hører den sikkert, før man ser den. En dæmpet, trillende lyd i retning af tserrp afslører halemejsen. Den ligner nærmest en uldtot med en lang hale. Iført sarte pastelfarver, der gør den decideret nuttet.