SØNDAGS-BREVET

20-05-2018

 

Af: Malene Birkelund

Uddannet journalist fra DjH, ansat på Fyens Stiftstidende siden 1997 og senest tilknyttet Kultur- og Odense-redaktionen.

 

 

 

-.

 

 

I vinterens mørke går vi hver dag fra carporten eller cykelskuret og direkte ind i varmen med dukkede hoveder, men så snart kalenderen siger maj, er det som om havedøren binder og ikke længere kan lukkes helt i. Vi vil alle sammen ud på vores grønne frimærker, vil vi, og mens jeg luger ukrudt eller planter fingrene i mine krukkers muld, bliver jeg langsomt lullet ind i den lyd, der kommer fra den anden side af hækken. Det er krig.

 

Drengene, der sammen med deres forældre i ly af vinteren er flyttet ind, har lyse stemmer og for længst fordelt rollerne som cowboy og indianer mellem sig. Nu skyder de løs på hinanden med en dejlig, genkendelig livfuldhed. Jeg bliver ramt lige bag øjenlågene og har svært ved at stoppe tankerne i flyve, mens jeg står dér på min egen matrikel og falder i staver.

 

Jeg kan se det for mig: Balletklædte piger, der danser rundt i græsset, som slår telt op og inviterer på teselskab med isvand og mariekiks som erstatning for hjemmebag. Cirkusartister, der går på line på bare tæer i græsset og jonglerer med paptallerkener, og som hver eneste aften når at hente flere kostumer i udklædningskassen, inden forestillingens slutter, og de skal op og i bad.

 

Der er grin og gemmeleg. Sange, der bølger ud fra legehuset og senere fra teenageværelset, hvor stemmen over tid bliver afløst af tonerne fra utallige øvetimer bag klaveret. Fodboldmålet, der både stjæler pladsen mellem æbletræerne og min gamle drøm om en hængekøje, men som får rækker af små drenge til på skift at sparke plastikbolden i nettet og huller i luften.

 

De mange øjeblikke fra tidligere somre er så fine og lydløse som den sommerfugl, der pludselig kommer blafrende forbi, men som efter få sekunder forsvinder og er så langt borte, at man bliver i tvivl om, hvorvidt den nogensinde har eksisteret. Måske er den dykket ned i en blomst eller har sat sig på et blad så højt oppe, at mine øjne ikke længere kan nå den. Måske har den foldet sine farvestrålende vinger sammen, så den forsvinder i luften som en streg.

 

Når der lyder hvin og bløde bump i trampolinen inde ved siden af, savner jeg de somre med legehus og badebassin. Jeg ser igen de buttede små ben trisse hen over plænen for mit indre blik og hører nogens jublen over at fange en regnorm med fingrene. Det er helt utroligt hvor meget sand, børn kan have i håret, selv om de kommer i bad hver eneste dag før sengetid, husker jeg. Den slags sand forbliver formentlig i et lukket økosystem i fantasiens verden, og for tiden er det så indianeren og cowboyen på den anden side af ligusterhækken, der ryster det ud af de lyse lokker, når de får spulet dagens oplevelser af i badekarret.

 

Man fatter det ikke, men lige om lidt vil også de to være for store til badekarret og trampolinen, og før man ser sig om, kan havedøren igen lukkes uden problemer.

 

Det er derfor, man skal tillade sig at falde i staver og glæde sig over det liv, der lyder gennem hækken om sommeren i stedet for at blive irriteret over kvidrende stemmer eller plæneklippere ved spisetid. Det er lyden af liv, og den får ens egne minder til at lægge sig i det nyslåede græs som blomsterblade fra æbletræerne.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet

 


 

 

13-05-2018

 

 

 

Af Ginie Pedersen

 

 -.

 

I min stue står en gammel grå og slidt harmonikakuffert. Ikke specielt pæn mere, men den er fyldt til randen med minder fra min barndom. Ikke mange af dem handler om den fine røde harmonika, der normalt ligger i kufferten. De handler især om de gange, hvor den fine røde harmonika lå derhjemme og ventede på at få sit etui igen.

Da jeg var barn, var det harmonikakufferten, jeg havde med, når jeg var på koloni med børnehaven eller skolefritidsordningen. Nogle gange var den så fyldt, at der skulle hjælp til at få den lukket. Primært når vi skulle hjem fra tur, for så var den fyldt til randen med fine sten og muslinger.

Når jeg ser den gamle harmonikakuffert vækkes minder om:

• Morgensang i nattøj ved flagstangen, mens flaget blev hejst.

• At for at komme på stranden måtte vi først over marken med køerne og den store tyr.

• Emnedage om indianere: tipier, voksne klædt ud som indianere, bål og fine smykker lavet af selvfundne ting på stranden.

• Engen med det høje græs og mælkebøtter, som man kunne gemme sig i.

• Postkort med navn og adresse på, som blev skrevet og sendt. Det var altid spændende at se hvem der kom hjem først.

• Masser af sjov og grin.

• Sejlturen eller turen på ladet af traktoren for at komme over til hytten.

• Samlinger, hvor der blev læst historie for os.

• Fællessang med en voksen der spillede guitar.

• Fornemmelsen af hvor seje vi var - på tur uden forældre.

• og meget mere, for jo mere man tænker, des flere detaljer dukker op.

 

Der er mange af de voksnes navne, som jeg ikke længere kan huske. Der er helt sikkert også mange børn, som jeg har glemt. Til gengæld, når jeg tænker tilbage på de ture, har de været fantastiske. Det er et minde om ture, hvor der hele tiden var fedt at være. Til daglig havde vi det ret frit i forhold til, hvad vi ville lave i min sfo - hvem man legede med afhang af aktiviteter, fællesskaber og venner. På koloni var det hele sfo'en samtidig.

Ved hytten blev vi hevet ud af den sædvanlige kontekst, og med det store frirum, friareal og med de anderledes aktiviteter betød det, at der blev knyttet venskaber og fællesskaber på tværs. Om det kaldes for koloni, studierejse eller lejrskole, om rejsen er med skole- fritidsdel eller kombineret, så giver det oplevelser der huskes.

Alle børn burde have mulighed for at få sådanne oplevelser. Her skabes historier, der huskes for evigt. Historier, der snakkes om, igen og igen - også når man er blevet voksen, selvom man måske skal mindes om det ved hjælp af en stor slidt harmonikakuffert.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet

 


 

06-05-2018

 

 

Af: Torben Madsen, Odense C - psykoterapeut

 

 

-.

 

"Jeg kan da ikke bare ringe på uden at have et ærinde", var det svar, jeg fik fra en klient, da jeg foreslog hende at kontakte sine naboer.

Årsagen til mit forslag var, at denne midaldrende dame følte sig helt alene i sin trappeopgang - selv om der boede syv andre familier.

Hun frygtede desuden, at hun en dag skulle dele skæbne med dem, der ligger døde i deres hjem, indtil lugten tiltrækker naboernes opmærksomhed. Ud over det manglende ærinde anførte hun også risikoen for, at naboerne end ikke ville lukke hende ind - hvilket utvivlsomt ville få hende til at føle sig endnu mere ensom.

Hendes ønske om kontakt var med andre ord ikke stort nok til at overskygge frygten for at blive afvist, og mon ikke at tusinder af naboer kan nikke genkendende til disse betænkeligheder.

Vi vil gerne i kontakt, men det skal helst ske på andres initiativ - og samtidig skal det gerne være uforpligtende. Men hvordan undgår man så den tragikomiske situation, at to mennesker eller familier, der gerne vil møde hinanden, og som bor så tæt, at de kan høre hinandens hoste, afstår fra at mødes?

De to ting, der holdt min klient tilbage, var som nævnt det manglende ærinde og risikoen for at blive afvist. Derfor spurgte jeg hende, om det ville gøre nogen forskel, hvis naboen havde sat et skilt på døren med teksten: "Naboer er velkomne til en forfriskning".

Hendes svar var et klart "ja" - og med tilføjelsen: "Det er jo det, jeg selv skal gøre. Hvis jeg ikke tør komme til naboerne, så skal de selvfølgelig komme til mig."

Derpå tog hun hjem og satte følgende tekst på sin dør: "Naboer er velkomne til kaffe, rundstykker og en Gammel Dansk på lørdag mellem kl. 9.00 og 12.00".

Den pågældende lørdag oprandt, naboerne kom - syv ud af 11 mulige, der blev snakket, der blev drukket kaffe, der blev spist rundstykker, og alle som én var de enige om, at tiden i deres opgang fremover ville være delt i "før" henholdsvis "efter" min klients invitation.

Endvidere var de enige om, at denne idé burde spredes for alle vinde. Det være hermed gjort.

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet

 


 

29-04-2018

 

 

Af Iben Friis Jensen

 

 

 

 

-.

 

Kom forleden til at kritisere en mig ukendt Facebookbrugers danske sprog på Facebook.

Det skal man ikke.

For uanset hvor dårligt sprog, der præsteres, er der altid argumenter for, at det er godkendt. Af Dansk Sprognævn, af ordnet.dk, af mor og far, af Google og Fanden og hans pumpestok ... og hvad er det i øvrigt for et udtryk? Det stammer sandsynligvis fra en plat fordanskning af det latinske pumpa, optog, der var en del af dåbsritualet, og den forurettede Facebook-bruger kan derfor fint bruge netop den vending som bevis for, at det danske sprog til alle tider har indlemmet det ukorrekte og stemplet det som gængs talemåde.

Men sproget skal helst ikke afvikles, som i tilfældet på Facebook, hvor der blev reklameret for bedre kommunikation med udtrykket "starte op".

Den danske sprog er bestemt også en svær en, så vi danskere må vel regnes for særligt kløgtige, når vi lærer det allerede i etårsalderen.

Men som madmor for en italiener, der gerne vil lære dansk, opstår der konstant spørgsmål, jeg ikke kan besvare med andet end "sådan er det bare!"

Det gælder for eksempel skelnen mellem intetkøn og fælleskøn, som er langt mere ulogisk på dansk end på andre sprog, der mestendels har han- og hunkøn eller alle tre som på tysk, han-, hun- og intetkøn.

Hvem kan svare på, hvorfor ET krus er mere intetkøn end EN kop? Eller hvorfor er ET hus mere upersonligt end EN cykel? Hvad sker der med ET æsel fremfor EN hest? ET barn fremfor EN dukke?

Jeg ved det ganske simpelt ikke.

Eller hvorfor EN stol og ET bord? Er det mon, fordi jeg er i mere personlig kontakt med stolen, næh, det er jo sædet, ET sæde? Og så er der selve bordet, som sagtens kan være det samme, uanset om det er et morgenbord, frokostbord eller middagsbord.

Og som i øvrigt tager navn af funktionen: Spillebord, skrivebord, tegnebord, sofabord etc. Havebordet står i haven, køkkenbordet hører til i køkkenet, men modsat havebordet, som er beregnet til at sidde ved, er køkkenbordet en stående arbejdsplads, for her er skabe eller skuffer under.

Ikke så mærkeligt, at vores italienske veninde undrer sig over tandlægeboret, som man hverken spiser eller hygger sig ved. Hun kan jo ikke høre forskel, når det stumme D driller.

Dernæst hele miseren om den danske trykfordeling. Måske er der regler? Selv har jeg ingen idé om, hvorfor telefon har tryk på sidste stavelse og computer på anden. De er begge låneord fra engelsk.

Ferie og verden og Langeland og Rudkøbing og de fleste andre stednavne bortset fra for eksempel Vesterbrogade har alle tryk på første stavelse, men besked og hinanden og hurra har på anden. Så hvordan lærer man en udlænding at udtale korrekt, tænker jeg, da jeg i radioen hører en dansk forsker med tysk baggrund umiskendelig afsløre sin nationalitet - netop ved forkerte tryk.

En tredje, fjerde, femte anke mod at lære det danske sprog, er vores, danskernes, afsnuppede og afslappede tenderende sjuskede udtale. Vi har gjort vores danske modersmål til et kodet loge-sprog, som man skal være særligt indviet for at kunne forstå.

Jeg behøver bare at bruge sætningen fra den thurinske campingplads-ejer: "Våmææi" for at illustrere, at vi trækker ordene sammen, lader tilfældige bogstaver være stumme (D, G, H, J, N, P, R, T, V for lige at nævne nogen). Og vores udtale ligger i øvrigt langt, endog meget langt fra stavemåden. "Våmææi" betyder såmænd bare "Hvor mange er I".

Eksemplet er ikke særligt specielt. Så med ønsket: kaIhaderettigot, håber jeg på overbærenhed, når udlændinge, flygtninge, nye danskere etc. prøver at fremstamme noget på vort sprog. Sandsynligvis taler de mere korrekt dansk end os, egå?

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet

 

 


 

 

 

 

22-04-2018

 

 

 

AF Skuespiller

Farshad Kholghi

 

 

 

 

 

 

-.

Jeg er den almægtige, den allestedsnærværende og den alvidende, og nej - jeg er ikke Danmarks Radio. Jeg er Gud selv.

Igennem tiderne har jeg sendt jer utallige lærere, der skulle inspirere og oplyse jer, men ak… Jeg sendte jer lærere som Sokrates, Mozart, H.C. Andersen, Einstein, Astrid Lindgren, Hafez, Buddha, Hugh Hefner, Brigitte Bardot, Madam Curie og mange flere; men I valgte istedet at lytte til en gruppe idioter. De idioter, I valgte som profeter, har været ligeså gavnlige for menneskeheden, som Asmaa Abdol Hamid har været det for integrationen i Vollsmose.

I har misforstået alt det, jeg har prøvet at fortælle jer. F.eks. sagde jeg: Tro på dig selv. Troen er hellig. Men I troede, jeg sagde: Koen er hellig.

Jeg sagde: Omskoling er alfa og omega. Men naturligvis troede I, at jeg sagde: Omskæring er alfa og omega. Og så gik I straks i gang med at snitte i jeres små nyfødte. Hvordan i himlens navn kan I få jer selv til at skære i de små børn, der fra første sekund har brug for jeres kærlighed, trøst og tillid? De har brug for at blive krammet og kysset af far og mor. Det sidste, de har brug for, er at blive hevet i dilleren af en mand med overdreven hårvækst i ørerne, der holder en saks i hånden. Når barnet skriger af smerte, peger I mod himlen og giver mig skylden: “Jamen, det er Guds befaling!”

Gu’ det er ej min befaling. Jeg er kærlighed. Jeg ønsker ikke jeres børns forhud eller klitoris. Hvis I er så vanvittige og ikke kan lade være, så skær i jeres egne genitalier. Hvis I gør det, vil jeg vædde på, at alle I hellige med lysets hast vil finde frem til en “teologisk” konklusion, der siger: “Omskæring er imod Guds vilje”.

Jeg sagde: “Det er vigtigt at have det skægt”. Og I troede straks, jeg sagde: “Det er vigtigt at have skæg”. Og nu ligner I allesammen kvindelige svømmere fra Rusland.

I tror, jeg hader homoseksuelle. Det er løgn. Jeg elsker homoseksuelle. Næst efter stegt flæsk er det noget af det bedste, jeg har skabt. Bøsserne er super lækre, de har god smag, de er følsomme og kreative, og kvinderne er vilde med dem. De er den eneste slags mænd, der godt må klappe kvinderne på røven - uden at få en #metoo-sag på halsen. Og de har mere sex, end jeg nogensinde vil ku’ få.

Men jeg forstår bare ikke, hvorfor de absolut vil giftes i en kirke. Har de homoseksuelle aldrig hørt om gifte pars sexliv? Nej, selvfølgelig har de ikke det, for det eksisterer nemlig ikke…

I tror heller ikke, jeg har humor. Det er løgn. Jeg skabte Sverige og gjorde surstrømning til deres nationalret. Det er vel for f..... humor?

Så husk: Lev livet, drik vin, spis svin og sæt pris på skønhed. Og lige én vigtig ting: Tænk selv. Det er derfor, jeg har givet jer en hjerne. Brug den.

Kh

Gud

PS: Til alle danske skolelærere i de igangværende forligsforhandlinger. Jeg er på jeres side.

PPS: Ironi kan forekomme

 

PS Hvis du har en kommentar/mening til brevet, skal du klikke på overskriften med rød skrift - rul derefter ned til kommentarfeltet