SØNDAGS-BREVET

22-10-2018

 

 

Af skuespiller Bjarne Henriksen

 

Man skulle være bankdirektør.

Eller sidde i en bankbestyrelse.

Uanset hvor mange fejl man laver, og hvor lidt ansvarlighed man udviser i disse job, så vanker der altid en belønning-

Selvfølgelig. Det er jo et ansvarsfuldt job, og det er jo kun de allerbedste af de allerbedste, der kan bestride en sådan stilling.

Man kan trygt og roligt - og uden den mindste bekymring - danse ud af den grønne gren i en verden, hvor alt er muligt og intet er forbudt.

Et sandt paradis. En Edens Have. Den bedste af alle verdener - finansverdenen.

Her passer alle på sig selv og på hinanden først og fremmest, og så en smule på finanserne for et syns skyld.

Gad vide, hvor meget begreber som etik og moral bliver behandlet i en bankdirektørs uddannnelse?

Til gængæld virker det, som om at juraen vejer tungt. Finansverdenens vigtigste mantra er jo: "Der er juridisk set intet at komme efter”.

Særdeles risikovillige investeringer og lån, bankkrak, hvidvaskning af penge, hjælp til skattely osv. osv.

Alt kan lade sig gøre - så længe man også har styr på, hvem der sidder i det velærværdige finanstilsyn.

Finanstilsynet iværksætter så nogle undersøgelser, nedsætter nogle kommisioner, udarbejder nogle rapporter, uddeler måske lige frem nogle ”næser”, men ender altid med IKKE at kunne placere ansvaret for noget som helst.

Nærmest som når en lettere senil morfar siger fy til sit uregerlige barnebarn.

Jo- jeg vil være bankdirektør i mit næste liv!

 


 

30-09-2018

Erhard Jacobsen

 

 

SET FRA ERHARDS STOL

Af: direktør for teatret Mungo Park Lasse Bo Handberg

 

For nylig sad jeg i Erhard Jakobsens gamle borgmesterstol i Gladsaxe. En smuk, uprætentiøs stol med klasse og alder. I den sad en af Danmarks første moderne bykonger og skabte en socialdemokratisk mønsterkommune. Herfra regerede Erhard og byggede, hvad nogle vil betegne som kronen på velfærdsstats-værket. Skoler, kirker, idrætsanlæg, højhuse med boliger til alle. Velstand til alle.

Og det var fra den stol han fik hevet DR's TV-byen til 2860 Søborg – og det var fra den stol, han siden indledte krigen mod DR’s røde lejesvende. Igen og igen tordnede Erhard mod den socialistiske manipulation af den danske befolkning, som han påstod udgik fra DR. Han mønstrede mere end 15.000 borgere, som optog og transskriberede alt, hvad DR udsendte, så man kunne påvise den systematiske manipulation, når DR bedyrede sin uskyld.

Jeg sad i stolen, fordi jeg er i gang med at skrive manuskriptet til Mungo Parks kommende forestilling om Danmarks største bykonge, som gik til kamp mod Danmarks største medie. Som led i min research besøgte jeg Gladsaxes nuværende borgmester, Trine Græse, som til min store glæde havde fundet stolen frem.

Erhard er historien om en populist, der kender mediernes magt og derfor ved, at man skal styre medierne, hvis man vil styre meningsdannelsen i et samfund. Derfor gik Erhard til angreb på DR, og det er vel rimeligt at sige, at han dermed startede en kamp, som i disse dage finder sin foreløbige afslutning.

De aktive lyttere og seere, kritiske licensbetalere og hvad de ellers hedder, alle Erhards børn, har vundet. DR bliver i det nye medieforlig og den nye public service-kontrakt stækket økonomisk og redaktionelt. Det er der mange grunde til, men en væsentlig en af dem er det ideologiske korstog, som Erhard startede for næsten 50 år siden.

Og dog? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Erhard egentlig ville være glad for den sejr, hans bevægelse i disse dage hiver i land. Erhard kæmpede mod socialismen i DR og han kæmpede mod monopolet (Man kan i den forbindelse lige sende en fødselsdagshilsen til TV2, nu 30 år). Men hans væsentligste argument var, at han ville sikre alsidigheden. Igen og igen råbte han på alsidighed, mens pandelokken flagrede hidsigt omkring.

Spørgsmålet er om det nye medieforlig og medfølgende aftaler med DR øger alsidigheden? Jeg tror det ikke. Ensidigheden har bare fået en ny farve.

Og spørgsmålet er så, om der kommer en ny Erhard og taler ensidigheden imod ...

 


 

16-09-2018

 

 

 

 

 

 

 

 

KUNSTEN AT GIVE DEN PÆNE HÅND

Af Lene Sarup, Jysk/Fynske Medier

 

 

Det er nok samme forening, der har været på spil i diskussionen om, hvor dansk et håndtryk er.

Som lille genert pige var det en del af opdragelsen at lære at give hånd - og i min barndom skulle små piger også neje over for voksne - og ikke kun for dronninger som nu om dage.

I mit liv som højre-venstreblind bruger jeg stadig den koordinerede bevægelse som voksen, når jeg skal finde ud af den rigtige side af tallerkenen for kniven ved borddækning.

Når højre hånd går frem, går venstre underben tilbage, så bøjningen i knæene er helt afpasset håndtrykket - og min krop kan mærke, om jeg gør det rigtigt - og så ved jeg, hvor højre er - og kniven kommer på plads.

Nu nejer jeg kun ved festlige anledninger - eller når jeg bliver voldsomt kikset og ikke ved, hvad jeg lige skal stille op. Dem, jeg hilser på, bliver temmelig overraskede - og så er isen brudt.

Men det var ikke nok at neje og give den pæne hånd, som højre hånd blev benævnt, hvis man fejlagtigt kom til at række den forkerte hånd frem. Man skal også give et ordentligt håndtryk. Det viser ens stålsatte karakter - og det modsatte vil så afsløre sig for omverdenen, hvis man ikke trykker til.

Der er meget at holde styr på - så det var en stor hjælp i min københavnerungdom, at vi bare gik over til at sige hej.

Hej, når man kom, og hej, når man gik.

Ikke noget med svedige hænder - eller at få rakt fire strakte fingre frem, som man så selv kunne klemme om.

Og meget nemmere at håndtere med min medfødte tilbageholdenhed. Hvem går rundt til hele festen og giver hånd til farvel? Hvor mange gode samtaler kan man så ikke komme til at afbryde - og hvem er jeg, der tror så meget om mig selv, at jeg tænker, alle har lyst til at afbryde det, de laver, for at sige farvel til mig? Så er det nemmere at snige sig ud ad døren med en glad vinken til værten og et hej.

Men nu går den ikke med et hej længere. Dansk eller ikkedansk - for mig har det mere været perspektivet land/by, der var på spil. Som journalistelev i Aarhus var der ikke meget given hånd. Det var der til gengæld som journalistpraktikant i Sydlangeland Kommune sidst i 1970'erne, hvor alle i kommunalbestyrelsen gav hånd inden og efter de kommunalbestyrelsesmøder, som jeg dækkede.

Det gør de sikkert stadig - politikerne.

Det giver god mening, at politiske modstandere har denne symbolske måde at tone fred på - men det var svært for den fremmede og generte journalistpraktikant at gå om bord i.

Nemmest var det at komme først og finde sin plads, så de andre skulle gå rundt og hilse. For så skulle man ikke afbryde folk i dyb samtale for at kræve den opmærksomhed, det giver at stikke hånden frem for at hilse.

For mig med hang til knus og nærmere kropskontakt er det ikke blevet nemmere at give hånd med årene. Jeg prøver ikke mere at undslå mig - men kaster mig gerne ud i håndrysten i større forsamlinger. Men der er kommet endnu en opgave til - ud over den pæne hånd: Nu skal jeg også lynaflæse, om den foran mig er en, der er til knus, eller en, der er medlem af ovennævnte håndtryksforening.

Og oveni sker det, at selv medlemmer herfra kræver knus, når de ser, at de andre får det - for hvorfor skal netop de snydes? Og det bliver de da heller ikke - for en dansker som jeg giver gerne knus - også til folk fra andre lande.

 


 

02-09-2018

Af opinionsredaktør Henrik Sejerkilde

 

Det er godt nok smart! Hvem er ikke faldet i onkelgryden og kommet med sådan et benovet udbrud, når vi har opdaget, at vores mobiltelefon kan noget, vi ikke anede, at der er kommet en ny opdatering på Facebook, eller at dit Spotify-abonnement selv kan skabe en playliste ud fra den musik, du søger på. Så tager det hele os et skridt videre, og vi føler os rige, smarte og moderne. I hvert fald et stykke ad vejen. Indtil vores børn afslører, at vores fascination af den digitale verden dårligt nok er kommet ud af hulen endnu, og at de i søvne kan gøre meget mere med alle de devices - og meget hurtigere.

Måske for at afbøde faldet fra visdommens tinder lægger vi så ansigtet i bekymrede folder. Med dobbelthage og bekymringshår. For er det ikke også lidt urovækkende, at Facebook med det samme spammer dig med annoncer fra Stockholm, hvis du har været inde og lede efter et hotel - på en eller anden hjemmeside. Hvad er det, der foregår bag ryggen på os?

Det kan godt være, at der er nogle, der er bekymrede over effekten af al den stråling, der ligger som usynlige snubletråde i luften omkring os.

Men jeg er lige så bekymret over, hvem der ved hvad om os. For ingen ved, hvem 'de' er. Og hvad de kan bruge - eller misbruge alle de myriader af oplysninger til.

Det er fedt, at vi er så meget i kontakt med hinanden. Det er smart.

Men kan vi være i for tæt kontakt - uden egentlig at være tætte?

Danmark er helt fremme med en omfattende digitalisering af samfundet.

Det har stort set taget livet af PostNord, skåret åbningstiden hos Borgerservice og antallet af bankfilialer ned til et minimum. Men de går ikke en uge, uden at vi hører om misbrug, lækager eller bare møghamrende irriterende brug af oplysninger om os på nettet. Som når sælgeren fra mobilselskabet ringer for 8. gang og tænder for salgstalen - selv om man har sagt nej tak i en næsten kaptajn Haddock-agtigt crescendo de foregående syv gange.

Hvor har manden mit nummer fra - og ved, hvad jeg hedder, hvor jeg bor og hvilket teleselskab, jeg har?

Det er ret naivt at tro, at det ikke går rivende galt på et tidspunkt.

For sandheden er jo også, at de mennesker, der sidder derude i nettets skygge til stadighed er mindst et klik klogere end dem, der sætter systemerne op. Det er ikke for sjov - eller for at vise samfundssind - at politi og it-sikkerhedsfirmaer tit gør konstruktivt brug af hackere.

Jeg må indrømme, at mit 'novra' blev efterfulgt af en vis hjertebanken, da jeg forleden her i avisen læste it-guruen Preben Mejers kronik om etableringen af hans intelligente hjem.

For ja - det er dælme smart, at teknikken tænker på det meste, og at du stort set ikke behøver at bruge energi på at skulle programmere skidtet. Men helt ærligt - også lidt skræmmende.

Topfolk fra it-branchen råber da også op om, at der mangler nogle, skal vi kalde dem etiske, regler for alle de robotter, der allerede er ved myldre ind på arbejdsmarkedet. De er effektive, bliver aldrig skilt eller har tømmermænd eller skal have ferie i juli.

Men hvis vi bare har blikket stift rettet i profitmaksimeringens flerfarvede talkolonner risikerer vi, at de løber af med os. Eller i det mindste vores sunde fornuft.

 


 

19-08-2018

AF: ANNE SKAU STYRISHAVE

 

Der er rigtig meget snak om klimaforandringer på Christiansborg, men de fleste politikere har desværre den grønne omstilling meget mere i munden end i hjertet.

Det er uambitiøst, hvis man tror, at man bare kan spise danskerne af med tomme floskler, og det går simpelthen bare for langsomt med den grønne omstilling, hvis vi hele tiden skal skubbe handling på klimaområdet i baggrunden for endnu en omgang burkaforbud eller grænsekontrol. Og det er desværre det, der definerer dansk politik i dag. Men klimaet venter ikke på, at socialdemokraterne, regeringen og DF har nået udlændingestramning nr. 100.

Jeg tror, at danskerne er langt mere klimaorienterede og bevidste om vigtigheden af at føre en ambitiøs klimapolitik, end det sorte flertal på Christiansborg giver os kredit for.

Hvis man tror, at det gør Danmark til en grøn fører-nation, at Venstre ændrer farven på sit logo fra blå til grøn, eller at det er godt nok, hvis bare den ansvarlige minister tager et grønt slips på, gør man grin med danskerne og alt det, Danmark er kendt for at kunne levere indenfor vedvarende energi og klimavenlige løsninger.

Vi kan ikke bare sylte klimamålsætningerne i en 2030-plan. Der skal handling på bordet, så vi ikke lader os nøjes med at være et land, som lever op til nogle standarder. Vi skal være et land, som sætter de nye standarder. Hvis det nuværende flertal på Christiansborg ikke vil bidrage til at redde verden, må vi jo gøre det i vores lokalsamfund og i kommunerne. For der er ingen tid at spilde.

I Odense Kommune har kommunalpolitikerne en oplagt mulighed for at vise borgerne, at det godt kan lade sig gøre at handle på klimaudfordringerne ved f.eks. at accelerere planerne for afvikling af kul på Fynsværket. At Fynsværket kører på kul, er en af de helt store poster på fynboernes klimaregnskab, og for alle landets andre kommuner vil det ligeledes være fornuftigt at se på, hvilke klimatiltag man kan lave. Der er meget at gå i gang med, og kommunerne er simpelthen nødt til at have selvstændige, ambitiøse klimapolitikker.

Politikerne i landets kommunalbestyrelser har lige nu en enestående mulighed for at blive husket af de kommende generationer som dem, der revolutionerede den danske klimaindsats, mens Christiansborg spildte tiden på burkaforbud, vildsvinehegn og strammerkager. Så kan kommunalpolitikerne invitere Inger Støjberg og Lars Chr. Lilleholt på klimakage, når de har reddet Danmark. Og verden.